mon ASE også kan hjælpe med det?

Når man har sit eget cvr-nummer, som jeg, bliver man indimellem (læs: lidt for tit) kontaktet af alle mulige firmaer der har et godt tilbud til en.
Det kan være Børsen med et erhvervsabonnement, et teleselskab med det mest fantastiske tilbud + en iPad oveni – eller et firma der gerne vil tale med den rengøringsansvarlige (øh, mig?), slash sælge mig en kaffemaskine der kan brygge et ocean af kaffe i timen slash et pengeskab med et meget avanceret låsesystem, så ingen kan stjæle alle de mange penge jeg lige nu har liggende og flyde på mit kontor.

Indimellem bliver jeg også kontaktet af en a-kasse for selvstændige.
De har mange fine tilbud: karriererådgivning, løn under sygdom, hjælp til videreuddannelse. Og så kan de hjælpe en med at inddrive gæld …

Se, det har jeg ikke brug for.
I dag har en af mine kunder nemlig været så elskværdig – og til tiden – at indsætte mit honorar to gange.

Det er det jeg siger. Freelancelivet er fantastisk.

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *