Jeg researcher til min ungdomsbog …
Har printet et væld af artikler. Overskrifterne er blandt andre: Forældre: Unge ved nok om sex, Kærlighed kan arrangeres, Alle gode ægteskaber starter med gråd og En larm af sex.
Heftige sager, ik’?
Jeg researcher til min ungdomsbog …
Har printet et væld af artikler. Overskrifterne er blandt andre: Forældre: Unge ved nok om sex, Kærlighed kan arrangeres, Alle gode ægteskaber starter med gråd og En larm af sex.
Heftige sager, ik’?
Min veninde som bor i Bruxelles, bad mig forleden komme med idéer til hvilke gode danske bøger hun skulle ønske sig i julegave. Midt i en kosmopolitisk smeltedigel forsøger hun at holde sig orienteret om hvad der sket i Danmark, såvel politisk som kulturelt (hvilket jeg synes er ret sejt når hun også lige jonglerer en hverdag som i øvrigt giver mig sved på panden) – og hun fik mig straks til at tænke over hvad der havde været mine største (danske) læseoplevelser i år. Eller måske er et par af dem (eller dem alle tre) ikke liiige fra i år, men det ser I stort på, ikke? Når nu de alle tre er så gode som de er.
Henriette E. Møller: Jelne – en dannelsesroman om pigen Jelne der vender tilbage til barndommens land for at finde sig selv, sin fortid og sandheden om sin mors død. Den er så dæmpet og fint fortalt, og jeg læste den i ét stræk på besøg hos mine svigerforældre (der sikkert ikke ville kunne huske jeg var med. Jeg sagde ikke et ord i to dage (og der sker aldrig meget sjældent)).
Dy Plambeck: Gudfar – en (families) fortælling der blandt andet springer fra 70’ernes bikermiljø til brostenskastende autonome i 00’erne. Bogen handler om alt det vi alle sammen slås med (ja, jeg ved selvfølgelig ikke med jer, men jeg kunne genkende temmelig meget), savn, frygten for ikke at høre til, kærlighed og ensomhed. For bare at nævne et par stykker af de mange temaer den lille, nøgternt skrevne bog når omkring.
Lone Hørslev: Jeg ved ikke om den slags tanker er normale – med undertitlen Skilsmissedigte. Og det siger faktisk det hele. Så fint og nænsomt fortalt. Og trykt på lækkert papir. I min (næsten) hjemby Hjørring.
Du kan læse mere om dem alle tre her, her og her. For eksempel.
Jeg var til forlagsjulearrangement i går.
Snaksom hygge, rødvin, slidte og knirkende trægulve – og bøger fra gulv til loft. Sådan som jeg godt kan lide det. Elsker det. Intet mindre.
Men da jeg stod der med chips i den ene hånd og et glas i den anden, skete der præcis det der altid sker midt i hyggesludderen; en eller anden spørger: Skriver du så også børnebøger, eller hvordan? (Det kan også være ungdomsbøger/voksenbøger/fagbøger, du bytter selv ud, ik’?) Og så står jeg der og ved ikke rigtigt hvordan jeg skal få begyndt på hele beretningen: Altså, jeg går jo og venter svar på mit gennemskrevne ungdomsbogsmanuskript, det skulle komme efter jul, jeg er allerede gået i gang med toeren, men nu får vi se, jeg skal jo lige have antaget etteren først, sådan helt officielt med kontrakt og det hele, og jeg har lige fået min voksenbog retur, forlaget synes alligevel den var for smal til dem, men det er jo bare op på hesten igen (igen), ha, ha, og så har jeg skrevet Gummi T, altså, billedbogen på baggrund af filmen, ik’?, og jeg skal også lave Otto er et næsehorn. Men ellers oversætter jeg, redigerer og korrekturlæser, det er sådan set det jeg lever af. Og det er jeg også ret vild med. Faktisk.
Jeg talte engang med en af Danmarks mest populære og dygtigste danske børne- og ungdomsbogsforfattere (hun har, selvfølgelig, også skrevet voksenbøger, hrmfp) om hvornår man er (rigtig) forfatter, og hun sagde at når man har skrevet en sætning, måske bare en linje på et postkort, ja, så er man jo forfatter – til den. Jeg kan ret godt lide den tanke …
Men det kan man jo ikke rigtigt sige når man står der omgivet af bøger som dem man taler med over rødvinen, rent faktisk har skrevet vældigt mange af.
Vel?
Som regel tager en bog den tid en bog tager …
Oh, who am I kidding? Indimellem tager en bog den tid en bog tager – men en sjælden gang sker det at netop tiden (eller mangel på samme) er den altafgørende faktor for om en bog når sit publikum.
Sådan en bog er Marco Effekten.
Jeg var blevet booket til at korrekturlæse i god tid, havde ryddet kalenderen, aftalt med manden at han var selvkørende i de 2-3 døgn jeg havde til rådighed – og jeg glædede mig. Hey, jeg ville jo have læst bogen alligevel, nu fik jeg lov til at være blandt de allerførste til at se om Jussi kunne holde kadencen (det kunne han), og jeg fik endda penge for det. Til gengæld vidste jeg ikke helt præcis hvornår manuskriptet landede i min indbakke, helt præcis hvornår jeg skulle aflevere det – eller hvor langt det var. Og der er jo forskel på om man skal læse 300 sider på to døgn eller 512 … (De af jer der har læst Jussis bøger, har nok regnet ud hvad den landede på …).
Så jeg burede mig inde på kontoret med god jazz, uendelige mængder snacks og kaffe – og læste 14 timer i streg to dage i træk.
Det så sådan her ud:
Dagen efter løste jeg plomberingen af min dør ind til kontoret, drønede ind på Politikens Forlag og afleverede korrekturen en halv time før redaktøren modtog den anden korrekturlæsers manuskript, leveret af Bring ud ad et nedrullet sidevindue i varebilen. Det lignede en narkooverlevering – og når man ved hvor meget Jussi omsætter for, var manuskriptet jo også næsten lige så meget værd som samme mængde hårde stoffer.
Og så tog jeg hjem og sov tolv timer i træk.
Men vi nåede det. I dag ser det sådan her ud:
(Og det var altså ikke kun mig, men også – i særdeleshed – Jussi der gav den gas. Se selv her. Respekt).
Jeg researcher …
I dag har jeg blandt andet googlet: ’cafe ved Frederiksberg Centret’ (Metropolitan), ’golden virginia’ (tobaksmærke) og ’Diazepam’ (beroligende middel). (Og ’louise urth olsen’. Shit, altså)
Jeg har tilbragt formiddagen i biograflunt mørke med 3D-briller, kaffe og den her:
Fin og stille poetisk film med en klimprende stemningsfuld lydside.
Ligesom med Gummi T skal jeg skrive manuskript til billedbogen og udvælge billeder, og nu har jeg – efter først at have læst manuskriptet og smagt på replikkerne – fået filmens tone, stemmernes kvalitet og den skønne Ole Lund Kirkegaardske billedside ind under huden.
Glæder mig til at få skrevet replikker som: ”Jeg har et næsehorn her i huset, og det skal ud! I dag. Med det samme. Det er livsfarligt og uhyggeligt! Det skal dø eller graves ned eller bures inde. Bag tykke tremmer og pigtråd”, ”Min far har været i Afrika 37 gange. For når man sejler på alle verdens have, så støder man jo ind i Afrika af og til” og ”Du er skør, Topper. Og du bliver bare skørere og skørere” sammen til en fortælling om dengang Topper og hans ven, Viggo, tegnede sig til et stort gult næsehorn …
Noget af det sværeste at redigere er livshistorier, de autentiske af slagsen. At forvandle levet liv til en bog der når ud over det private, og som er almen og personlig på én og samme tid.
Jeg har altid været fascineret af de virkelige historier der rummer alt det god skønlitteratur er gjort af: drama, menneskelige relationer, begivenheder der sætter sig spor i de mennesker historien er bygget op om – og helst også en eller anden form for udvikling.
Derfor blev jeg ret begejstret da manuskriptet til denne her landede i min indbakke:
Historien har det hele. Og det blev en forrygende (til tider angstprovokerende) proces – for hvordan redigerer man et liv man ikke selv har levet?
Jeg valgte at læse manuskriptet igen og igen – heldigvis skulle jeg ikke læse ret mange sider ind i manuskriptet før jeg kunne se at forfatterne kunne noget med sproget – og så omformulere så nænsomt jeg kunne, så autenticiteten i sproget var intakt, flytte rundt på afsnittene så der kom en vis kronologi, og så ellers luge ud i gentagelser og den slags. Og så fløj manuskriptet ellers frem og tilbage mellem mig, forfatterne og den journalist der har tilrettelagt og bistået forfatterne i skriveprocessen, ad rigtigt mange omgange. Jeg filede, de filede, føjede nye afsnit til – og vupti (eller det er måske lige kækt nok, men I ved hvad jeg mener), vupti havde vi en bog. (Og en rigtigt god en af slagsen).
En af mine yndlingspassager er denne:
Kapitalens frie bevægelighed har aldrig været et begreb, der har holdt mig søvnløs om natten. EU mig her, og EU mig der. Arbejdskraftens frie bevægelighed, den har jeg også hørt om, men nej, jeg er ikke duperet af de store visioner om et fælles Europa – af den simple årsag, at vi er så fundamentalt forskellige, at det kniber for mig at se, hvordan en flok virkelighedsfjerne og selvhøjtidelige franskmænd med et rødvinsglas i hånden rammer samme interessefelt som os nordboere. For slet ikke at nævne Grækenland og nogle af alle de andre, så det springer vi over.
Men da millionerne begyndte at hobe sig op i kommodeskufferne som et resultat af flere års hashhandel, lod jeg mig sgu alligevel inspirere af de store tænkere. Og især den der med kapitalens frie bevægelighed fangede min interesse. Bankhemmelighed, var der en, som hviskede i mit øre. Jamen udsigten til at få en del af formuen sat i banken og trække renter og oven i købet i dybeste hemmelighed, det lød da tiltalende. Jeg besluttede mig for at prøve det af.
Jeg brugte en del ressourcer på at sætte mig ind i tingene. Hvilke lande, hvilke banker, regler og procedure, det ene og det andet. Researchen foregik på listesko, så det ikke blev allemandsviden, at en lidt udefinerbar type som jeg havde en så specifik interesse for netop fænomenet bevægelse af kapital.
BT ryddede hele seks sider i går for at fortælle historien om og bag bogen – og de har set det alle vi der har arbejdet på den de sidste års tid, også har set: Det er en rigtigt god historie.
Og nu vil I gerne vide hvad bogen handler om?
Jeg kan sige at der blandt andet indgår (ret mange kilo) hash, (ret mange) millioner af kroner, noget overvågning, en hund der lugter af pis, og et bombeattentat. Så har jeg vist ikke sagt for meget.
Og så er bogen blevet til på baggrund af et usædvanligt venskab. Og det er næsten det mest spektakulære af det