Tænk det stadig er blåt

tillid

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Det var hver mandag aften, nede i hallen. Man kunne høre gummiskoene hvine mod det blanke gulv, strengene summede, mændene stønnede. Min far havde helt korte shorts på og Yonex-ketsjer og sko købt i Brugsen, og jeg sad på bænken under tømrerreklamer og skilte så store som campingvogne med banklogoer og hang ud med de andres unger, og når fædrene var færdige, gik vi op i klubhuset der lugtede af friture og støvede gardiner og smøger der røg sig selv i reklameaskebægre.

Du må tage til du skammer dig, sagde han, altid, hver eneste gang, og rakte mig sin pung. Den var blankslidt læder, formet efter hans lomme og fristende, forførende tung, og når man kun er en tolvårig datter – hvornår skammer man sig så? Køber man for en femmer blandet eller en negerbolle eller en Cocio? Køber man kun bolsjer der kan ligge der på tungen som en jordbærskat og vare til man rumler hjem gennem aftenlandskabet i den gamle Opel? Eller tager man en tier ekstra, to måske, bøjer sig ind over disken og kigger på bland selv-slikket og lister mønterne ned i lommen mens han sidder der og drikker Faxe Kondi og ryger en efter kampen-Cecil?

Jeg tror ikke jeg nogensinde kiggede mig over skulderen. Tror ikke han hævede blikket, iagttog mig. Jeg stod der med skatkisten i hånden, og han sad der og snakkede og røg og pustede ud, og mit hjerte dunkede i halsen – for tillid er tung som en tordensky når man kun er en tolvårig datter, tillid er tung som en slidt gammel læderpung fuld af mønter.

Tænk det stadig er blåt #15
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

 

Tænk det stadig er blåt

kærlig hilsen mor

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Hun havde en forbandet evne til at træde ud af sig selv, at stille sig til side så hun ikke stod i vejen for nogen, for noget. Og varmen lå som en tone i hendes stemme, omsorgen som en svag skælven, og hun gik ned på knæ når hun talte med nogen der var mindre end hun selv.

Hun lagde små sedler når jeg skulle i skole om morgenen, og hun var kørt, hun sendte Røde Kors-pakker med hvid castello og ALT for Damerne, Tuc-kiks og te da jeg var på højskole, og Tina og jeg fik styr på voksenverdenen og vores sjæleliv over de pakker, og hun må have lænset bankbogen for at sende lakrids til savannen da jeg var på dannelsesrejse i Kenya.

Og der kom breve i sække til os. Tætskrevne sider med blå kuglepen og hendes fine ciselerede bogstaver, om grillaftener med naboerne, om arbejdet, om haven. Vi læste dem op om bålet med natten så sort som menneskene omkring os, og hun afdækkede livet som det tog sig ud, helt tæt på, og hjemme i den verden vi var afskåret fra, derude i bushen.

Det var kort og koncist: Her går det godt, det er sommer, haven er så smuk, og det var langt og fintvævet om det som gjorde ondt: om min barndomsven der skulle bevare freden i Eksjugoslavien, og Rodney King der blev tæsket til døde fordi hans hudfarve var en anden end vores. Og hun sendte billeder med og savn og kærlighed.
Og alle sluttede de:
Kærlig hilsen mor.

Min far skrev ét brev. Kantede, kontante bogstaver om de 113 skud der skabte danmarkshistorie mens vi skabte vores egen i et kontinent så langt fra Skt. Hans Torv, og det var ledsaget af udklippede artikler og en analyse af hvad han mente det hele handlede om.
Og brevet sluttede:
Jeg er af den overbevisning at du kan læse det jeg skriver.
Venlig hilsen
Jens

Tænk det stadig er blåt #14
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga

Tænk det stadig er blåt

right on time

Posted on by Louise Urth Olsen / 2 Comments

Man kunne høre tiden gå, tik tak. Jeg kiggede ud ad vinduet, på kornet der lå hen over marken i vinden som hentehår, på linen fra vimplen der slog mod flagstangen, man kunne høre smældet når man sad der helt stille, kunne høre aksene synge, vinden danse. Måske kiggede jeg ned på mine skosnuder, på kantebåndet der dækkede den falmede stribe hen over cowboystoffet, på løkkerne i gulvtæppet, en glemt legoklods helt inde under bordet. Jeg pillede ved lynlåsen i min jakke, hørte min far puste løs tobak af læberne, så min mor presse læbestiften fast på læberne som med et kys. De småsludrede sikkert, havde en sidste slat kaffe i kopperne. Tik tak.

Vi havde overtøj på og sko, selvom det var indenfor, man kunne se kamtakkerne i min brors lyse og fine hår, måske sad han og svingede med benene, og vi sad der overfor hinanden i stuen, vandkæmmede og i stadsetøjet som min mormor ville have sagt, uden at sige noget. Tik tak. Man kunne dufte sæbe og parfume, min mor havde mascara på, min far havde skiftet træskoene uden hælkappe ud med de nypudsede Ekko-sko, med plads til tæerne. For Guds skyld, med plads til tæerne.
Tik!
Den store viser landede på det helt rigtige tal, og det var som om vi alle blev trukket op i ryggen, trrrk, trrk, trrk.
Så, sagde min mor og skoddede sin cigaret i aksebægret og glattede nederdelen.

Tænk det stadig er blåt #13 

 

Tænk det stadig er blåt

mørke

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Jeg blev 28, og på Assistens kirkegård kunne man sparke blade og se egern, og der var så befriende højt til himlen. Var mit liv en Hollywood-film, ville jeg have slået ud med armene der midt på alléen, ville have danset som Gene Kelly, have skreget, råbt, hujet, ud i den skarpe luft, for i den anden ende af landet sad hun med kaffe og markerne som langstrakte tæpper af pindsvinepigge og en frifindelse og tandkød med farve.

Der var lagkage med abrikosmarmelade og chokoladeflødeskum og flag og Bodum-kaffe og nystrøget dug hjemme i lejligheden, der var stearinlys og friske blomster. Latter. Hold nu kæft, vi lo. Men kræft kommer i stimer, så rundt om bordet sad flere døtre til en diagnose, sludrende, smilende – men det nåede ikke øjnene, det gør det aldrig. Og inde bag betrækket, inde bag deres polstring var der sort og tungt og buldrende, og jeg er sikker på de ikke vidste om de kunne blive ved med at sidde der og spise kage og snakke efterårsferieplaner og sige sætninger som Men det går jo, det skal jo gå, Det er jo værst for hende – og min far selvfølgelig og Ja tak, jeg skal nok sige til … Nå, men hvordan står det ellers til hos jer?

For det er sådan det er.

Og man lader det kolde vand løbe og løbe på toilettet, ned over håndled og håndflader så de føles som is mod øjnene, og man græder ind i gæstehåndklædet, trækker vejret dybt ind i mørket, ind i smerten der ligger i mellemgulvet, og man er nødt til ikke at kigge sig i spejlet, for man ved godt at selvom ingen siger det, så kan man se det.

Tænk det stadig er blåt #12

Tænk det stadig er blåt

om titler

Posted on by Louise Urth Olsen / 2 Comments

Lidt længere nede ad landevejen boede Kristian. I det hus han byggede sammen med sin Lilli inden Alzheimers formørkede hendes sind, og hun ikke længere kunne huske hvordan man laver kaffe. Det var hans marker der lukkede vores matrikel inde i raps og brakvegetation og hvede, jeg gik hen over stubbene med bare tæer, de stak som pigge, og den solvarme asfalt summede mod fodsålerne når jeg trådte ud på den bagefter. Jeg sad øverst oppe på halmballerne når vi hjalp med at høste, og i gildesalen på førstesalen i huset stod klaveret. Jeg kan stadig høre dets sprøde klang under Ingers organistfingre som akkompagnement til Marken er majet og Nu falmer skoven trindt om land. Og i stuen satte han Pia Raug på pladespilleren, og jeg lå i den store plyssede hjørnesofa og lærte Jeg vil male dagen blå udenad.

Om aftenen når vi sad i stuen derhjemme, kunne vi se ham gå markvandring i skellet mens han pillede kerner af et strå. Man kunne høre de fede fluers summen ude på hans gårdsplads, og grisene, og man kunne lugte dem, og han havde i virkeligheden drømt om at blive sådan en der bygger broer. Men det blev man ikke i hans familie.

Og nede i byen hed de Rikke Maler, Lone Lærer og Helle Damefrisør. Og Murer-Thomas og Søren Auto, og gartnerens og brugsens og præstens, for man hedder sin titel, derude på landet, og vi var københavnerne.

Tænk det stadig er blåt #11

Tænk det stadig er blåt

familieportræt

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Det skulle forestille et helt almindeligt familiebillede. Fødselsdagsglade mennesker og la mama som en babushkadukke i midten, og poderne rundt om trip, trap, træsko.

Det skulle forestille et familieportræt. Jeg står bag hende, og min bror sidder lige der ved siden af hende, og Sofie som vi er vokset op med, min næstenlillesøster, og Jeppe, barndomsvennerne, dem der er vidner til det hele, til historien. Vi smiler. Brede lysende smil med blottede tænder, og jeg ser så glad ud, det gør jeg virkelig, men hun sidder der foran mig med smerte på læberne og en kølig klud i hånden, og den hæklede hue der var gennemblødt af sved, ligger på bordet foran hende. Og hendes ansigt er slet ikke hendes, så forstilt, så forkert, så sygt.

Det skulle forestille et portræt, men i huden er der blå mærker, og skyggerne under øjnene er dybe og mørklilla, og hun smiler så kunstigt, så nu skal jeg tage mig sammen-agtigt, og havde der ikke banket et flinkepigehjerte inde bag trætheden og smerterne og kemokvalmen, ved jeg hun havde ligget inde på den støvetgrønne chaiselong i stedet for at sidde der midt i forsøget på at skabe en ugebladsløgn af kræftramt familieidyl.

Tænk det stadig er blåt #10
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga

Tænk det stadig er blåt

tre skridt og en spytklat

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Og vi legede spark til bøtten i haven og hang ud i hallen hvor badmintonskoene hvinede mod gulvet, og på legepladsen hvor vi snakkede verden og veninder ihjel på svinggyngen eller balancerede på betonrøret der efterhånden skilte som en slange hugget over i fire store stykker i græsset.

Og i legehuset lærte vi hinandens kroppe at kende, og vi fik det første kys på kirkegården, han havde hånden inde under blusen med cykelhandske og det hele, og kirken uden tårn knejsede på bakken midt i byen, sådan som landsbykirker gør, og på den gamle del af kirkegården lå levet liv nu i mosbegrode stendynger.

Vi legede antonius, og jeg kan stadig mærke skiftet mellem det dugvåde græs i haven og småstenene på gårdspladsen under aftenkolde fodsåler når man havde grebet bolden og spænede rundt om huset: Stop! og tre skridt og et spytklat senere havde man fået en mere på holdet.

Vi tog til Vesterhavet. Helt nede ved vandkanten parkerede vi, der var farvede benzinspor i sandet, og vi brugte bilen som læsejl og løb klit op og klit ned og ud i havet der stadig er bedst når det viser tænder, grrr.  Og kun tyskerne frygtede ikke havet og drev til havs på luftmadrasser og badedyr der ville ud i verden. Man kunne se dem som små vuggende både i horisonten, helt derude hvor vi ikke måtte gå, på den anden siden af tredje revle.

Solcreme gjorde vi ikke i. Min mors bare bryster var fregnede med hvide streger under, og om aftenen lå jeg helt stille under et knitrende lagen, med armene ud til siden og benzokainliniment som et klistret lag ny og kølende hud. Men min farmor, hun vogtede sig, lagde ansigtet i skygge under hatten, fortrak ind under den blomstrede parasol, fremsynet som hun var, men den bløde hud i ansigtet, helt ude på næsetippen blev alligevel syg. Og vi hævede faktoren i solcremen, tog forbehold, krøb i skygge, men kvinderne dør af kræft i min familie; blod, hud og knogler inficeres, også selvom vi fortrænger de solskoldede nætter under knitrende hvide lagner.

Tænk det stadig er blåt #9