I gamle dage, da verden var ny, fløj en bi op i himlen for at ofre en gave af honning til guderne.
Jupiter blev så glad for gaven, at han lovede bien at opfylde et ønske for den. Bien kom med et grusomt ønske: »Jeg ønsker mig en brod, der på et øjeblik kan dræbe enhver, der nærmer sig min kube for at tage min honning!«
Jupiter blev vred på bien på menneskehedens vegne, og opfyldte ønsket på en lidt anden måde: »Du skal få den brod, som du ønsker dig, men når du stikker, skal mennesket kun føle smerte; du skal dø sammen med din brod.« (Æsops fabler)
Jeg drikker kanelte og læser korrektur på vidunderlig lille bog om honningkager.
Det er så siderne dufter – af panforte, honningtrøfler, honeycomp og fransk nougat. Af leckerli (alene navnet, ikke?), af baklava og af æbleroser. Det er så julestemningen kommer snigende, lister sig ind på mig, overrumpler mig.
Og så på en tirsdag, en kommunalvalgstirsdag, hvor varmen er gået i radiatorerne på kontoret, og jeg derfor er pakket ind i sjal og venten på at varmen vender tilbage. Men med honningkageduft i hele bevidstheden er alt andet blot detaljer.
Billedet er nolet her. Det er Christiansfelder honningkage, og den er også i bogen. Mums.
