så sad man der og stak til maden

Har været i skrivegruppe i dag og håber virkeligt ikke der var nogen af dem der sad ved bordene rundt omkring os med deres dyre kaffe og brunch, som hørte hvad vi snakkede om …

Vi fik hurtigt overstået det vi skulle: kritik på de første 70 sider af bog 2 om Astrid,  brainstorm på en titel og update på anmeldelserne af Julies bog (der btw har været ret gode), og ja, så endte vi pludselig ude i lange snakke om frygt og angst og hvad vores allerværste mareridt er. Og vi fortalte den ene forrygende vandrehistorie efter den anden – om efterladte manequindukker og afklippede fingre og mænd der kigger ind ad ens vinduer, og beboere i ens lejlighed man ikke kender noget til.
Vi var også lige et smut forbi dyresex der både handlede om noget med en ål og nogle hvide mus (ja, det var klamt).

Så nu har Julie materiale til to krimier mere. Mindst.
Hvordan jeg skal få al den uvurderlige viden jeg nåede at få serveret ind over salaten, indkorporeret i en ellers ret uskyldig ungdomsbog, tjo, det …

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *