Holder pinsefri med mand og børn, men indimellem sniger jeg mig til at tage en ny bid af Pandæmonium. Er stadig rigtigt glad for den – ikke mindst den her lækkerluns:
Timerne her er en masse flade og runde grå skiver, der drejer rundt oven på hinanden. De lugter surt og støvet, som en sultendes ånde. De kværner så langsomt, at det ser ud, som om de slet ikke bevæger sig. Men de presser nedad og nedad i det uendelige.
Og så, uden varsel, bliver lyset slukket, og vi kastes igen ud i mørket. Jeg mærker en lettelse så voldsom, at det grænser til glæde: Jeg har klaret endnu en dag. Med mørket begynder min uro og generthed at gå i opløsning. Om dagen er Julian og jeg kejtede og på kant med hinanden. Men i mørket er jeg glad, når jeg hører ham vende sig på feltsengen og ved, at vi kun er adskilt af en halv meter
luft. Der er en vis trøst i hans tilstedeværelse.
Selv stilheden føles anderledes nu – mere overbærende.
Det er fint, ikke?
1 Comment