og så betyder titlen “indbegrebet af alt ondt”

Indimellem synes jeg forfattere til ungdomsbøger kommer for let om det hvad angår sproget.
Det er som om man tror at man blot kan smække en lækker vampyr/nogle engle/noget død og ødelæggelse sammen med et par kommaer og nogle udråbstegn – og så er de unge nok ligeglade i øvrigt. Bare der er noget drama, noget på spil på stort set hver eneste side – bare der sker noget – så er det ligegyldigt hvordan man beskriver det, hvilke ord man bruger.

Jeg kunne ikke være mere uenig. Der må gerne være poesi, synes jeg, hvis det passer til historien, der må gerne være indskudte sætninger, snirklede ordsammensætninger, sprogligt bid – og det må gerne danne billeder i læserens hoved.

Derfor bliver jeg så glad når en bog som den jeg læser korrektur på for tiden, lander på mit bord. Det lyder for eksempel:

Det bliver koldere og koldere for hver dag. Om morgenen er græsset dækket af rimfrost, og luften stikker i lungerne, når jeg løber. Når vi går ud i floden med spandene, ligger der et tyndt, skrøbeligt lag is på de inderste kanter. Den sløve sol
synker tidligere og tidligere ned bag horisonten efter en mat, sløret tur hen over himlen.
     Jeg bliver langsomt stærkere. Jeg er som en sten, der af stædigt rindende vand bliver gravet fri af mudderet, jeg er som træ, der forkulles af ild. Mine muskler er som reb, mine ben er som træ. Mine håndflader og fodsåler er tykke og hårdhudede som læder. Jeg springer aldrig en løbetur over. Jeg melder mig til at slæbe vand hver dag, selvom det egentlig går på omgang. Snart kan jeg bære to spande hele vejen tilbage til basen uden at holde pause en eneste gang.
     Alex går ved siden af mig, han snor sig ind og ud mellem skyggerne og de rødgule træer. For nogle uger siden var han tydeligere; jeg kunne se hans øjne, hans hår, et glimt af hans albue. Da bladene begynder at falde til jorden, og flere og flere træer står nøgne, er han en skarp, sort skygge i udkanten af mit synsfelt.

Bogen hedder Pandæmonium. Det er en dystopisk science fiction-roman hvor tiden før og efter “den nye tid” fletter sig sammen, kapitel for kapitel, en tid hvor kærlighed er en sygdom, og man derfor opererer folk så de slipper for at føle kærligheden(s smerte).
Den minder i tonen og stemningen om Hunger Games (som jeg, I might add, synes er en af bedste nye ungdomsbogsserier), og den er fremragende oversat.
Forfatteren hedder Lauren Oliver, og Pandæmonium er andet bind i en trilogi. Første bind hedder Delirium. Jeg har allerede bestilt den på det lokale bibliotek.