Er hjemvendt fra skriveeksil og har følelsen af at nogen har sprøjtet en helt ny forfatteråre direkte ind i mine blodbaner. Uden at spritte af først eller noget, bare sådan, stemplet i bund, og nu pulser det rundt i hele kroppen.
Er så langt inde i hovedet på Astrid at jeg næsten ikke kan koncentrere mig om noget som helst andet. Heller ikke rigtigt at fortælle om hvor fedt det var at skrive stort set nonstop i tre dage og få fornemmelsen af at den der bog, pfftt, hvor svært kan det lige være?
Så nu sidder jeg på kontoret med samme soundtrack i ørerne som i sommerhuset og prøver at forestille mig den her knitre lige så fint ovre i hjørnet
Og når jeg har spist frokost, står gummistøvlerne klar, og havet og vinden venter på at ruske mig igennem lige om hjørnet.
Og på mit skrivebord ligger der i virkeligheden slet ikke en korrektur om unges valg og fravalg i ungdomsuddannelserne. Niks, det ser i virkeligheden sådan her ud:
