Jeg hører Teitur og skriver på nyt romanprojekt.
Tænk det stadig er blåt duver inden i mig, stadig. Det har været en del af mig så længe, af min hverdag, mit arbejdsliv, det er min historie. Og nu ligger den herude til skue.
Da jeg begyndte på romanen, handlede det mest om min mor, om min sorg, om hvordan det er at leve med at det blev cancer der skrev Slut på sidste side i hendes historie. Men efterhånden blev det også en historie om barndommen derude på landet, om det der har dannet mig, om de mennesker der sætter spor i ens liv, om min bror, min mand, min far.
Jeg har altid været fascineret af menneskers historier, af det de kommer fra, af det de er dannet af, fascineret af hvor forskelligt vi falder ud, vi mennesker, også vi mennesker der på papiret har så meget tilfælles. Min bror og jeg for eksempel. Vi har klatret i de samme træer, løbet over de samme marker, har haft de samme samtaler over aftensbordet, gennemlevet den samme sorg. Og alligevel er han blevet en klippe i landskabet mens jeg er en pil der vajer i vinden, til den ene side, så til den anden.
Det er noget af det jeg kredser om i mit nye projekt. Hvad sker der med mennesker når livet folder sig ud på villavejen foran dem – og så anderledes end de regnede med det ville udfolde sig? Hvad sker der når den nabo man lurer på gennem hækken, viser sig at have hemmeligheder og løgne med ind i parcelhuset? Hvad sker der med kærligheden når den skal stå sin prøve?
