Indimellem kan man godt føle sig som lidt af en satellit når man lever det freelanceliv jeg lever.
Man er blot en (lille) del af en bogs lange liv og ofte en af mange der har manuskriptet i hænderne inden man giver det videre til andre (freelance)hænder. Man flagrer sådan lidt ude i periferien, træffer ikke altid de afgørende beslutninger, kender ikke alle led i processen – og langt fra alle de mennesker der har nurset manuskriptet i dets transformation til bog.
Men indimellem bliver jeg også mindet om hvor lille et lukket økosystem af et univers forlagsbranchen er. Som når jeg bliver ringet op af en af de redaktører jeg arbejder for, som har en ny redigeringsopgave til mig der er en lille smule presset – så hun vil lige høre hvor lang tid jeg mon skal bruge på at redigere en oversat bog på sådan cirka 400 sider? Og hun så nævner navnet på oversætteren – som jeg tidligere har redigeret, på et helt andet forlag i en helt anden sammenhæng, og derfor ved laver gedigne oversættelser uden de store korrekturfejl og den slags – så jeg lige der, uden lommeregner eller noget, kan sige at jo, det burde jeg godt kunne nå på de to uger der er til det.
Og når jeg så minutter efter, pling!, modtager en mail fra oversætteren der indleder:
“Kære Louise,
Hvor hyggeligt at vi igen skal arbejde sammen. Det glæder jeg mig til.”
– så er det jeg – endnu en gang – bliver bekræftet i at det er så fedt at være satellit i et lille lukket økosystem af et univers.
(Har tyvet billedet her).
