I dag er det præcis sytten år siden jeg fik en ny kollega til bords til årets julefrokost inde i huset med alle stjernerne, Planetariet med den fine beliggenhed ved søerne.
22 var han, havde spikey hair og ikke en rynke, og da vi først havde vendt os mod hinanden, der ved silden og snapsen, ja, så stoppede vi ikke med at tale.
Vi er ikke stoppet endnu.
Der er så mange fine ting at sige om ulven, om hans rummelighed, hans foranderlighed, hans tro på at alt er muligt – men noget af det der giver mig det største sug i maven ved tanken om ham, er at han stadig her ni år efter at jeg sprang ud som freelancer med forfatterdrømme, bakker mig op. Ret så ubetinget.
Noget af det vigtigste når man gerne vil den her livsstil i en branche der ikke har landets højeste lønninger, er enten at have en bedre halvdel der scorer kassen, eller en som godt gider bo i lejelejlighed, som synes det er helt fint at ens sommerferier ikke kræver et pas, som skruer ned for sine egne drømme om hus og selvforsynende køkkenhave – og som ved alle de utallige køkkenmøder om økonomi hvor jeg tuder over umuligheden ved projektet, altid ender med at sige at vi klarer det (om vi så skal leje halvdelen af vores hjem ud og leve af tynd te og havregryn), og at han stadig synes jeg er sej.
Jamen det siger han. Men han er jo også en ulv.
. . . .
Og så er Mandela død.
Og jeg kunne skrive så mange ord om ham også, om hans vilje, hans ukuelighed, om hans evne til at tilgive – om den helt enestående præstation hans liv var, og set i dét perspektiv er 17 år sammen med den samme mand eller den samme kvinde jo blot et fingerknips.
Men et lækkert et af slagsen.
