I går så jeg dokumentarfilmen Searching for Sugar Man.
Den er så fin. I skulle tage at se den.
Den handler om den amerikanske sanger Sixto Rodrigues der spås en gylden karriere da han udgiver sine første to plader i 1970 og 1971, men så går han i glemslen. Forsvinder. Puf!
Bare ikke i Sydafrika hvor han er lige så stor som Elvis og bandlyses fra radiostationerne – han synger jo om sex og stoffer og håb og drømme. Der verserer diverse rygter om hans død – han skulle have sat ild til sig selv på scenen, eller skød han sig i virkeligheden en kugle for panden – live? Jamen det er jo sådan legender skabes. Indtil en journalist og en pladebutiksejer der er stor fan af Rodrigues, sætter sig for at finde ud af hvad der egentlig blev af ham.
Det er det Searching for Sugar Man handler om. Og så meget mere, for filmen er også fortællingen om at forholde sig ydmygt til sit talent og om at tage sin skæbne på sig med værdighed – og siden jeg sad der i sofaen i går og hørte hans spinkle stemme fortolke 70’erne for mig, har jeg været sådan lidt småforelsket i Sixto Rodrigues.
Det tror jeg også godt I kunne blive.
Og hey, filmen kan ses lige her.
