De foregående dage har jeg jo leget julemand – og sikke en fest!
Det varer ikke længe før der atter er gaver på bloggen, men indtil da skal jeg have presset nogle penge – og i disse dage handler det blandt andet meget apropos (ha!) om finanskrisens syndere.
Jeg læser korrektur på en bog med den sigende titel Andre folks penge, skrevet af to journalister der har læst utroligt mange bankmødereferater, talt med et par af banksektorens whistleblowere og med mange af de større og mindre låntagere der kom i klemme da drømmen om huse med køkkener så store som balsale og træer der vokser ind i himlen i baghaven, brast.
Godt man aldrig har haft nogen form for likviditet så man, fordi det gjorde alle andre, formastede sig til at tage et lån med 0 % i rente og evig afdragsfrihed – og derfor stadig bor i et gammelt skrummel af en (leje)lejlighed ret meget midt på motorvejen.
I den mere muntre ende ligger den fine børnebog Tro, håb og gorgonzola (ja, er det ikke en skøn titel?) som jeg også er så priviligeret at læse korrektur på. Den minder om Vitello-bøgerne, som vi har skraldgrinet af hjemme hos os, og handler om drengen Anton der gerne vil finde en mand til sin mor. Den begynder sådan her:
Historien her handler en hel del om ost. Den handler også om overskæg og lange arme og om en mand med hår på ryggen. Men først og fremmest handler den om Anton, der egentlig bare ville hjælpe sin mor, men hvor alting pludselig begyndte at gå fuldstændig galt.
Og længere inde i bogen lyder det:
”Jeg ved, hvad vi kan bruge,” råbte Anton.
”Ikke så højt,” tyssede Molly. ”Vi skal være forsigtige.”
Anton lænede sig frem over bordet.
”Vi skal bruge en stor gorgonzola,” hviskede han. ”Så besvimer han lige på stedet.”
Molly rystede på hovedet og var ved at grine.
”En gorgonzola?”
”Ja, en gorgonzola,” sagde Anton. ”Jeg har selv set det i fjernsynet. Man skal sætte en stor klud lige op til næsen af dem, man skal kidnappe, og så besvimer man dem. Det kan godt være, det ikke var gorgonzola, men hr. Godtmod siger selv, at det virker.”
”Hvis hr. Godtmod siger, det virker, så er det rigtigt,” sagde Molly. ”Han lugter dårligt, men han lyver aldrig.”
”Jeg skaffer gorgonzolaen,” sagde Anton.
”Så skaffer jeg en stor sæk, vi kan putte Don Amore ned i, når vi har besvimet ham,” sagde Molly.
Og så er tonen jo ligesom slået an. Og lugten.
(Billedet er nolet her. Hmmm).
1 Comment