taknemmelighed er sådan en fin størrelse

Jeg har en veninde der mistede sit job for en måneds tid siden.
Vi har ikke set hinanden siden, men da hun fortalte mig det, skrev jeg til hende at hun måtte love at sige til hvis hun havde brug for at snak og en kop kaffe, for så var jeg her.

I går aftes, sent, sendte hun mig så en sms. Havde jeg mon en halv time til en kop kaffe i dag?
Det havde jeg, selvfølgelig, så hun smuttede forbi kontoret, jeg lavede kaffe, og så slentrede vi over på Assistens – mit yndlingssted i verden – for hverdagstristesse er nogle gange nemmere at kapere på en grøn bænk omgivet af blomstrende japanske kirsebærtræer.

Hverdagstristesse, ha!

Min veninde var nærmest som et lille barn, for i tasken havde hun ikke Kleenex, men en gave.
For efterhånden flere måneder havde hun deltaget i en konkurrence hvor man kunne indstille en man kendte som fortjente at få en ny kjole.
Og af alle havde hun valgt at fortælle min historie. Halvfattig freelancer der stædigt insisterer på at det her liv kan lade sig gøre – noget i den stil.

Og tænk. Hun vandt.

Jeg vandt

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *