Hun ville overleve. Igen. Hun sagde ja til alt, til kemo og piller og indlæggelser og hospitalstøj. Og til Gud. Hun søgte pension, satte sin underskrift på ansøgningen uden tøven; på den anden side af det her skulle hun leve. Og hun fik blomster, bløde som fløjl, hun trak duften ind som stod hun på kanten af foråret.
Men vi andre, vi andre havde googlet, læst pamfletter og statistikker og sat os ind i tingene, så vi vidste godt at hun kun havde fået lov at vende timeglasset én gang.
Tænk det stadig er blåt #32
Foto: Gitte Lotinga