Oh, jeg synes faktisk det går rigtigt fint.
I denne tid redigerer jeg oversættelsen af næste bind i den norske forfatter Jørn Lier Horsts serie om efterforskeren William Wisting, nemlig den her:
og med Stan Getz i ørerne og kaffe er det næsten som at sidde derhjemme i sofaen.
Der har jeg til gengæld lige råædt den her:
som er den mest gennemuhyggelige krimi jeg har læst. Nogensinde tror jeg.
Jeg læser mest om aftenen, og ofte lige inden jeg skal i seng, og der var en enkelt aften eller to hvor jeg var nødt til at læse rigtigt mange kapitler inden der kom bare et lillebitte åndehul i al gruen og uhyggen så jeg kunne lægge mig til at sove uden at pulsen stod som en dunkende motor i svælget.
I denne uge er Ulven væk, så krimierne står i fred på hylden, og jeg har i stedet kastet mig over den her:
som allerede har fået mig til at klukle flere gange.
Livet er i det store hele godt, så fuldt af kram og ro og gode bøger. Og nu skinner solen også.
Uh, er den så uhyggelig, Sandmanden? Jeg har den i lyttekø. Jeg hører lydbog i bilen på vej til og fra arbejde. Kommer jeg til at sidde med låste døre, hænderne knuget om rattet og med øjnene spærret op, flakkende i frygt ud i morgenmørket, på vagt for uhyggelige skygger derude?
Må hellere sætte Bernadette i reservekø.
Ja, jeg synes den er afsindigt uhyggeligt, især de første 150-100 sider. Jeg ved ikke, det er som om de allesammen har et eller andet uhyggeligt over sig. Lyder ellers hyggeligt med bog i bilen – men kører du i dagslys, tror jeg måske godt det kan gå 😉