Som jeg har skrevet tidligere, bliver 2013 verdens bedste skrivegruppes år. Intet mindre.
Vi skød udgivelsesfesten i gang inde i Rosinantes fine lokaler med udsigt over Kultorvet i går, vi fejrede Julie – og den her:
Jeg havde mindstebarnet med. Hun havde flere gange, sådan lidt bævende, spurgt hvad en reception nu er for noget, men da jeg kunne lokke med cola og chips, forsvandt alle receptionsnerver, og hun passede perfekt ind i selskabet i sin diamantpyntede kjole og grønne gummisko.
Julie lignede i vanlig stil en million: op på stilletterne, lange ben og udslået hår – og hvis man ikke vidste bedre, ville man have svært ved at tro at det er hende der har skrevet serien om Rebekka Holm. For indimellem er hun ret grum. Ikke mindst i den her.
Julie er gruppens dramaqueen, på den gode måde, og når vi andre sidder og piller i sproget og noget med en spændingskurve og noget foreshadowing og måske et lille poetisk billede? – ja, så skriver Julie bemærkninger som denne i vores lille lukkede gruppe på Facebook: Nu har jeg testet Singer/kattescenen på begge mine katte og må konstatere at det sagtens kan lade sig gøre :-(.
Fordi vi et par dage tidligere havde haft en (forholdsvis højlydt) snak om om man kunne slå katte ihjel ved hjælp af en Singer-symaskine.
Det kan man åbenbart.
I dag er vi så flere der, mindst lige så neglebidende som Julie, venter på anmeldelserne (det føles jo næsten som om det også er skrivegruppen der skal anmeldes, for vi har jo haft fingrene helt nede i mordene og blodet og efterforskningen), men den første vi har googlet os frem til, er den her.
Så behøver jeg jo sådan set ikke sige mere, vel?
1 Comment