Han droppede kontrollen, min far. Sagde det var ventetiden, spildtiden, de lydløse træsko på gangene der nåede at klapre forbi så ufatteligt mange gange mens man sad der. Arbejdet ventede jo, en times kørsel derfra, og det kunne man ikke byde de gamle; at der skulle komme en anden og rense deres sår, skifte deres forbindinger, fordele deres piller. En anden end ham.
Jeg nåede knap at få ind under huden at han var syg. Tog luft ind, ville sige noget … Ikke igen, ville jeg have sagt. Og Du må ikke dø.
Så var han helbredt.
Bag de gule markiser over øjnene vendt mod havnen havde de været, han og hun, sammen, indhyllet i hospitalslugt og den der helt særlige cancernærhed. Og jeg sad i den anden ende af landet med opslåede lærebøger og litteraturhistorien og læren om stilistik, sad i storbyen med trafikken som slanger på gaden under mig og ingen markiser der kunne skærme mod verden.
Og nu droppede han kontrollen, tog den selv, gjorde han, mærkede efter, brugte den sunde fornuft herfra, for han troede ikke på det system han selv arbejdede i, troede ikke på forebyggelse og ville ikke lægge sit fremtidige liv i deres hænder. Jeg skældte ham ud, brugte sarkasme, lænede mig op ad ham, helt tæt og bedende, blev fem år igen, men han var ligeglad, min far.
Tænk det stadig er blåt #20
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga
