drømme man fortæller, går ikke i opfyldelse, vel?

På tirsdag skal jeg holde en skriveworkshop for to 8. klasser.
Jeg skal komme med anekdoter fra mit forfatterliv (!), tale om sproget, om inspirationsjagt og om begyndelser – og til slut skal eleverne skrive begyndelsen på deres egen novelle.

I nat drømte jeg om workshoppen.
Da jeg havde overlevet de første to timer med eleverne – der gik strålende – betroede læreren mig at det var nu den rigtige workshop begyndte, nede hos hendes kollega, og der havde eleverne ligesom taget deres forældre og søskende med, og Lis Sørensen (som jeg engang har arbejdet for) var der, så vi fik også lige sludret gamle dage, og der var alt for mange mennesker på alt for lidt plads, og jeg hakkede og hostede mig gennem det hele, og det gik ikke skidegodt, så vi endte med at dele alle eleverne op i hold på fem. Så kunne jeg lige holde deres opmærksomhed fangen.

Da timen var gået, besluttede jeg mig for at trække stikket, og ulven (der af en eller anden grund også var der), fulgte mig ud fra skolen (i kørestol, guddødeme) – indtil jeg fortrød og ringede til den lærer jeg havde lavet aftalen med, og sagde at jeg bare lige havde været ude for at trække noget luft, men at hun godt måtte sige til sin kollega at jeg var på vej, klar til at klare de sidste (mange hold) elever.

– Jeg har lige talt med ham, sagde hun så, – og han siger du gør mere skade end gavn.

!

Lad os sige det var generalprøven, ikke? På tirsdag er premieren – og den bliver forrygende.