Jeg kigger på ham, undrer mig – ville jeg tage mit eget liv, hvis jeg var lige så populær som han? Hvis jeg var en, der har venner, en, hvis eksistens gør andre glade? Men inderst inde ved jeg godt, at det slet ikke er det, det handler om, ikke for mig i hvert fald.
Jeg leger tit en leg, hvor jeg forhandler med mig selv: Hvis bare folk holdt op med at hviske om far, hvis mor begyndte at kigge på mig igen, som om jeg er en helt almindelig teenager, ja, hvis jeg måske kunne garantere, at jeg ikke ender ligesom far. Men det er den sidste betingelse, der får det hele til at ramle.
Man kan ikke garantere noget, især ikke, når jeg med sikkerhed ved, at der er noget galt med mig. Noget, der er gået i stykker. Det, folk aldrig kommer til at forstå, er, at en depression ikke handler om det, der er udenpå, det handler om det, der er indeni. Noget inden i mig er forkert. Der er meget i mit liv, som gør, at jeg føler mig alene, men intet får mig til at føle mig så isoleret og rædselsslagen som min egen stemme inde i mit hoved. Stemmen, der minder mig om, at jeg sikkert vil ende ligesom min far.
Hvis man skar min mave op, ville depressionens sorte slange glide ud. Studievejledere elsker at sige: ”Tænk positivt”, men det er umuligt, når man har noget inden i sig, som kvæler hver eneste lillebitte gnist af lykke, man kan tvinge frem. Min krop er en effektiv kværker af positive tanker.
På de allersværeste dage tillader jeg mig selv at tænke på, om min far har den samme sorte slange inden i sig. Om det er derfor, han gjorde alt det forfærdelige, han gjorde. Måske er der en ganske fin grænse mellem selvmord og mord. Det er tanker som dem, der skræmmer mig. Det er tanker som dem, der får mig til at overveje, om jeg overhovedet kan vente til den 7. april. Jeg er nødt til at slippe af med slangen; jeg er nødt til at slippe af med mig selv.
Jeg læser korrektur på Mit hjerte og andre sorte huller i disse dage.
Jeg kan virkeligt godt lide den bog. Fordi den sætter ord på noget af det allersværeste, nemlig når teenagere ikke ønsker at leve længere. Når de har ondt og er triste og ikke orker noget mere, heller ikke deres eget liv – det liv de på ingen måde synes de kan være bekendt at blive i, hverken over for sig selv eller deres forældre, deres familie.
Bogen kommer til sommer – og jeg synes godt I kan begynde at overveje hvem I kender som skal læse den.