skæl, gæller, udødelighed – og enkelt lille hugtand

Jeg har skrevet lidt om udfordringerne ved at oversætte Monster High hist og pist.
Og sådan en dag som i dag hvor vi i vanlig stil blev vækket 05:45 (både af barn og ur) – efter at størstebarnet havde haft madgruppe i går, og vi havde brugt det meste af aftenen på møde og leverpostejmadder og kulørtvask og generel udmugning, og ulven og jeg afsluttede dagen med snak i køkkenmørket til et stykke over midnat, ja, der bliver udfordringerne jo ikke mindre …

Men indimellem alle de frisklavede kopper latte (thank God, vi har adskillige kaffeafficionados her på tegnestuen, så vi har intet mindre end verdens bedste kaffe), indimellem alle pauserne med udsigt over Nørrebro og en enkelt helikopterlanding på Rigshospitalet i det fjerne, ja, der er det altså ganske underholdende at oversætte en beretning om unge med hugtænder, sømme i håndleddene, skæl og gæller, udødelighed, og alt hvad der ellers hører til arten monstre.

De sidste solstråler forsvandt bag ahorntræerne, og lysningen lå nu hen i mørke, netop som PAK’erne ventede på, at mr. D skulle komme med sin meddelelse. De stod ranke og stille som træerne, der omgav dem, sammen om at ride de storme af, der …
   Smack!
Lala klaskede en myg mod Clawds kind. ”Det er kun mig, der må bide min fyr,” sagde hun og skar grinende hugtænder. Hun knipsede den stakkels blodsuger til jorden med et veltilfredst grin.

   ”Tak,” mumlede Clawd, ”men et lillebitte insekt er altså den mindste af mine bekymringer.”

Flammerne dirrede bag glasset i pejsen.
   Lala sad helt ude på kanten af divanen og rullede med skuldrene. Hun glattede Grev Fantastisks pink pandehår, løftede hagen og klappede i hænderne for at få varmen. Situationen mindede hende om dengang, hendes værsteforældre havde bestilt Densilav Blega til at male et portræt af hende. Dengang rystede hun dog af kedsomhed, og ikke af forventning.
   Inden de forlod lysningen, havde Clawd bedt hende om at sige undskyld til sin far. Blue og Clawdeen ønskede hende held og lykke og bad hende om at ringe til dem, så snart hun kunne. Frankie tilbød at skjule hende på laboratoriet. Men Lala afslog. Hvad kunne han egentlig gøre? Slå hende ihjel? Det havde hun ligesom prøvet for 1.599 år siden.

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *