Det begyndte med at min veninde delte et par videoer fra YouTube på Facebook. Det var bare et par unge mennesker der sang pænt godt til en X Factor-audition et eller andet sted i verden. Det kunne være i UK eller Australien, det kunne endda være for flere år siden, det spillede ingen rolle, for de sang r… ud af bukserne og lagde samtlige dommere ned. Og mig.
Så hver onsdag morgen når jeg har afleveret min søn i skole der ligger tyve minutter i bus fra hvor vi bor (det er normalt ulven der afleverer da han arbejder på selvsamme skole), ja, så knalder jeg lige et par earplugs i ørerne, hopper på YouTube – og så kører bussen med ét meget hurtigere.
Jeg har altid været en sucker for den slags. Ved ikke helt hvorfor, men bliver uendeligt rørt når jeg ser dem stå der og træde sig selv over tæerne med en rystende mikrofon i hånden og en stemme af den anden verden, så der er efterhånden op til flere passagerer i linje 12 der har set mig sidde der med en helt uskyldig mobiltelefon i hånden og tårerne i striber ned ad kinden.
Pinligt? Tjoh. Det havde jo været federe hvis det var et slidt eksemplar af Krig og fred jeg sad med, eller dagens avis … men så dyb er jeg ikke tidligt om morgenen i en 12’er.
Jeg tror på en eller anden måde at vi alle sammen har brug for et vist mål af stimulanser – og min stimulans er (åbenbart) kaffe og X Factor-moments. There, I’ve said it.
Og nu tilbage til arbejdet. Med jazz i ørerne. Selvfølgelig! Hvad regner I mig egentlig for?
