når en blogger krydser sit spor

I morgen poster jeg indlæg nummer 100.
Syret, ik’? Synes jo lige jeg har postet det allerførste af slagsen – og nu sidder jeg så her med indlæg om børn der slår ihjel, verdens sejeste skrivegruppe, Lukas Graham, min egen bog (og meget, meget mere) bag mig og filosoferer over mit liv som blogger.

Man kan roligt sige jeg har lært noget. Ikke mindst:

* at jo, det kan (næsten) lade sig gøre at skrive et indlæg om dagen – med et par enkelte svipsere. (Hvis ikke jeg har oplevet noget der er værd at skrive om, er der altid et eller andet obskurt i min fortid jeg kan hive frem. Ellers opfinder jeg noget)
* at det irriterer mig voldsomt når jeg I, læserne, finder stavefejl i mine indlæg
* at jeg bliver høj af likes og kommentarer – ja, af følelsen af at det jeg lige har sendt ud i cyberspace, rent faktisk rammer nogen, et eller andet sted, at det finder læsere
* at jeg er blevet pænt afhængig af dagens daglige fix på bloggens Facebook-side – man kan jo se statistik og alt muligt
* at min blufærdighed over at invitere folk til at synes godt om førnævnte Facebook-side er omvendt proportional med antallet af folk der rent faktisk tager imod invitationen
* at jeg scorer ekstramange læsere når jeg nævner Blachmann, sex eller lort(eliv) i en overskrift (surprise), når jeg skriver om smagen af bænkebidere, om Pinligt Selskabs julefrokost og om min holdning til sproget (og når Maren linker til mig)
* og sidst, men ikke mindst: at der er nogen som rent faktisk gider læse mine indlæg. At der er mange nye læsere (som finder vej til bloggen fordi de har søgt på ting som: “sibiriske ulve”, “kitler lækre”, “rød udslæt og hudafskrabninger. børnesygdom” og “spise en bænkebider”) – men der er også rigtigt mange af jer der gider komme igen. Og igen.

Tak. Helt ægte og godt gammeldags tak.