Jeg vil ikke det her liv! råbte jeg.
Altså ikke det liv med ham, det var ikke det jeg mente. Jeg kunne se det var det han troede, men det var ikke det jeg mente. Det var ikke dét liv jeg talte om. Det var det andet. Det liv hvor tanker og ord knasede mellem fingrene som tør bark. Det liv hvor sorgen som et kvælende mørke sneg sig ind alle steder; i samtaler med mennesker der ikke vidste hvad jeg talte om – eller som gjorde – den sneg sig ind i pauser, ophold og mellemakter, i livet, i dagen. Den listede ind mellem linjerne i specialet, ramte mig om morgenen når lyset lå over mig som et glorielysende sengetæppe, og om natten hvor lagde den sig som ekstra dun i dynen, og den gav mig syngende lussinger til fødselsdage med blafrende lys og lagkager og Hvor smiler hun, hvor er hun glad, hurra, hurra, hurra, men denne dag er også rar, for hjemme venter mor og far med dejlig chokolade og kager til …
Og det var dét liv jeg talte om.
Tænk det stadig er blåt #50