Og folk holdt op med at spørge. Det gør man. Det gør jeg. Jeg er ikke bedre selv.
Men man står jo der med sorgen som en gigantisk Build-A-Bear i favnen. Man kan næsten ikke lukke armene om den, og man kan ikke kigge forbi den. Man kan ikke stille den fra sig. Man ville ønske man kunne, alle andre ville ønske man kunne. Bare en time, bare ti minutter – bare ét fucking sekund – men bamsen er som syet fast til ens arme.
Jeg ved det godt. Jeg minder mig selv om at det er sådan det er. Husk at spørge, husk at spørge, husk at spørge. DU. ER. NØDT. TIL. AT. SPØRGE, messer jeg når jeg ser dem komme imod mig med sorgens bamse i favnen. Men alle ord tørrer ud på tungen inden jeg så meget som får åbnet munden, og når det en sjælden gang lykkes, én gang hvert hundrede år, kan jeg godt selv høre hvor hverdagsplat og overfladisk det er: Hvordan går det? (Please, sig det går godt, please, sig det går godt). Og så prøver jeg at få øje på dem bag bamsen, prøver at signalere at jeg godt ved hvordan det er, jeg ved det godt – og jeg ved også det er løgn når de endelig, endelig siger: Jo tak, det går da meget godt.
Tænk det stadig er blåt #55
Foto: Ulven
