Er stadig spundet ind i fin efterårsferiestemning. Har netop lavet kanelte, tændt den lille lampe ved sofaen og skrevet følgende i bind 2 af Astrids dagbog:
Der var stadig stille, og jeg kunne mærke at jeg havde brug for at vi talte om noget andet for det var som om det jeg lige havde fortalt, hang og blafrede i luften, og jeg tror godt at far kunne fornemme at det ligesom er lidt … sårbart – fordi jeg jo ikke rigtigt ved om [indsæt selv navn, for jeg røber selvfølgelig ikke hvem det er Astrid er sådan … lidt vild med, vel?] … på en måde … også godt … kan lide mig.
Fuck, jeg tør næsten ikke skrive det, for når man først har skrevet noget, så er det som om det blive mere virkeligt, kender du det? – og jeg ved ikke rigtigt om jeg orker at det bliver virkeligt. For jeg aner jo ingenting. Om noget som helst.
Åh, hvor jeg elsker at skrive ungdomsbøger.
Og åh, hvor er jeg dog glad for det ikke er mig der er ung mere.
