Jeg var til fint debutantarrangement i Forfatterforeningen i går.
Fire ud af tolv debutanter trodsede nedfaldende tagsten, storbykryds uden lyssignaler og flyvende tage og spiste en bid brød, som man siger, med repræsentanter for vores interesseorganisation.
Der var vin og hygge og info om fyraftensarrangementer (hvoriblandt der har været møder om alt fra e-bøger, over kontraktskrivning til oversættermøder om våbentyper (en anelse specifikt, siger I? Jo, men hvis man oversætter en krimi, har dét møde været en guldgrube)), om støttemuligheder og om refugier hvor man kan få ro til at skrive den næste bog i en lang række af bøger fra vores, debutanternes, hånd. Selvfølgelig.
Og vi talte om hvor underligt det havde været at være så absorberet i sin bog og af omslaget og af hvad der skulle gøres for den når den udkom – og så opleve at der bare var helt, helt stille. Ingen fanfarer, intet pressekorps der invaderede ens indbakke for at få et interview, blot stilhed.
Lidt ligesom da vi efter arrangementet trådte ud i bunker af blade og plastikposer, og byen var underligt tom og stille, ingen busser, ingen biler, ingen mennesker.
Og vi læste vi op af vores meget forskellige bøger – en om bandekrigen, en om en dreng hvis far er i krig, en om en dreng der drager ud i verden for at slå tiden ihjel fordi han netop har mistet en ven hvis tid var kommet – og så Astrid.
Og det slog mig pludselig at jeg aldrig har læst op af den før. Men de grinede de rigtige steder (phew) – og da jeg sluttede, sagde de øv.
Se, dét kunne jeg godt blive forfalden til.
