Jeg er på mange måder et traditionens menneske.
Jeg elsker gentagelsen, at gøre det som vi plejer, at glæde mig til det jeg ved, virker.
I år gjorde vi alligevel noget andet i julen – vi lejede det her fine hus i skoven og flyttede ind i skovens stille ro med hele svigerfamilien; 15 mennesker, 6 af dem børn.
(Lækkert, ikke?)
Indretningen i den store sal i midten bestod af to langborde; et hvor alle måltider blev indtaget, et i den anden ende dækket af Lego, og Monster High-dukker og Anders And-blade og saftevandskrus og randede kaffekopper.
I de andre rum, fx i køkkenet med udsigt over markvejen hvor min svigerfar satte blafrende lys ud om aftenen når nogle af os kom hjem fra et julearrangement, kunne man godt finde et stille hjørne, og dér med fødderne i islændersokker og te på kanden læste jeg denne lille perle.
Den havde stået på min ønskeliste i årevis, og jeg har også haft den i tasken fra biblioteket, men aldrig fået den læst inden jeg måtte betale bøde for at have lånt den for længe. I Turen går til Centrale Tyskland som jeg læste korrektur på inden jul, nævnes den, og det måtte jo være et tegn, tænkte jeg, fik den hjem fra biblioteket og med i julebagagen – og sørme om den ikke lå under træet også.
Se, det var jo meningen at jeg skulle læse netop den i hytten i skoven.
Den er fin. Poetisk og grum, og jeg skal have læst den igen, snart, for jeg ved at jeg slet, slet ikke fik fat i det hele.
Et af mine yndlingskapitler begynder sådan her:
(…) På bjergene var der endnu et bjerg af skyer og blæsende sne. På lastbilen brændte frosten. Uden for minen var det ikke alle der steg af. Hver morgen blev mænd og kvinder siddende på bænkene. De sad med åbne øjne. De lod alle gå forbi. De var frosset ihjel. De sad i det hinsides.
Bjergværket var sort. Skovlene var kolde. Kullet var tungt.
Da sneen var smeltet første gang, voksede der spidst, tyndt græs i snestendyngerne. Katharina havde solgt sin vinterfrakke for ti skiver brød. Hendes mave var et pindsvin.
Katharina plukkede hver dag et bundt græs. Græssuppen var varm og god. Pindsvinet trak piggene til sig i et par timer.
Så var den anden sne kommet. Katharina havde et uldtæppe. Det var hendes frakke om dagen. Pindsvinet stak.
Katharina gik efter sneens lys når det blev mørkt. Hun bøjede sig ned. Hun krøb forbi vagtens skygge. Katharina lagde sig i jernsengen hos en mand. Han var kok. Han kaldte hende Käthe. Han varmede hende og gav hende kartofler. De var varme og søde. Pindsvinet trak piggene til sig i et par timer.
I kan måske godt fornemme at det ikke er en lystig roman, den er dyster og mørk, og det hjælper med islændersokker og te, men har I ikke det, så skulle I tage at læse den alligevel.
1 Comment