I sommer læste jeg en artikel om fotografen Jen Davis.
Gennem 11 år fotograferede hun sig selv – og billederne fortæller en historie om den skam og sårbarhed der klæber til en når man er overvægtig.
For det var Jen Davis.
Jeg blev meget berørt af billederne. Af de situationer jeg ved jeg ville have set helt anderledes æstetisk på hvis hun var 50 kilo lettere (hvilket hun er i dag), af den så tydelige lyst til at gemme sig væk, at flytte fokus fra sin krop – og der sidder hun så, på sengekanten, på køkkenbordet, på hotelværelset, hun poserer, hun stiller sig til skue – og jeg synes hun er så beundringsværdigt modig.
Jeg sidder netop nu og læser korrektur på en del tekster om en ny udstilling på museet Rønnebæksholm – Bodytime – der sætter fokus på, surprise, kroppen – på hvordan vores opfattelse af kroppen er præget af tidens tendenser og af skiftende idealer i samfundet – kroppen er, som museet selv skriver: som en kulturel sladrehank, der afslører, hvad der har været ’hot’ eller ’not’ i en given periode.
Og gæt hvem der er med på den udstilling.
Ja, Jen Davis – og jeg kan slet ikke vente.
Billederne er alle hentet her. Der er mange flere. Og de er intet mindre end fantastiske.
Jeg blev også blæst fuldstændig væk af hendes fotografier. Hendes skam, virkelighed og – ja – skønhed slog benene væk under mig.
Jeg tror (eller håber fuldstændig naivt) på at der er ved at ske noget med hvordan vi ser på kroppe. At diversiteten i kvindekroppe er begyndt at være mere anerkendt. Serien Girls har for eksempel været en stor inspiration. Og de smukke kvindelige former i Mad Men. Og Jen Davis.
Men øvelsen er stadig ikke at se ned på dem der er overvægtige, tror jeg. Eller dem der bare ser anderledes ud. Ikke at have ondt af dem eller se dem som anderledes. Kropsidealer er jo, når alt kommer til alt, bare det vi gør dem til.
Mens jeg ofte føler mig som en elefant i en glasbutik; stor, alt for høj og ukvindelig, giver nogle mig ret og andre misunder mig min højde. Mens Jen Davis poserer og forsøger at bryde tabuet der er i at vise sin krop som overvægtig, mens der er klare signaler om skam, synes jeg hun er smuk og virkelig modig.
Jeg kunne godt finde på at se den udstilling du nævner. Det er et sindssygt spændende emne.
Jeg tænker også først og fremmest at Jen Davis er modig – ikke mindst fordi jeg jo selv kan mærke at hun gør noget andet ved mig når jeg ser hendes billeder, end hun ville gøre hvis hun var slank. Og dét er næsten det mest skræmmende, synes jeg. Håber ligesom du, Ann, at kvindeligheden er under forandring, måske er det netop modige mennesker som Davis vi har brug for?