Havde han mon allerede farvet sit hår den første jul? Min far. Var det rødt? Blåt? Var sorgen slået ud på den måde, så eksplicit, så uundgåelig?
Jeg ved det ikke, men vi havde hver især fået bildt os ind at hun kom. Julen ville hun da ikke gå glip. Vel? Vi lo med fugtige øjne da vi afslørede det for hinanden, ha, ha, ha, og hendes julepynt faldt ned så snart vi havde hængt den op, og hun havde taget opskriften på sin risalamande med sig i graven. Og det var som om hun sad et sted i stuens historie, med en smøg mellem fingrene måske, eller kaffe og blikkets støv der dalede ned over os som julesne.
Vi fandt en form. Vi havde glemt vaniljesukker og var lige ved at komme for sent i kirke, og vi spiste en time senere end vi plejede. Men der var ingen spidse stemmer, ingen hektiskrøde kinder. Måske drak vi et glas rødvin mere, en ekstra Baileys til kaffen. Men anden havde sprødt skind, det var lykkedes min far at lave fyldet som hun altid havde stået for, så vi kunne ikke smage at hun manglede, og vi rykkede helt tæt sammen om bordet, så man næsten ikke kunne se at der burde have stået en tallerken mere.
Tænk det stadig er blåt #53
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga
