ich bin ein Berliner

Jeg kan stadig huske den oktobermorgen i 1. g.
Kan huske hvordan vi kom dalrende teenagesløvt ind i klassen, og min tysklærer der ellers yndede at undervise efter takten ein, zwei, drei, vier! var underligt ude af takt, rystet, bevæget.

Berlinmuren var faldet samme nat
– og det tog os ikke mange splitsekunder at forstå at de billeder vi derefter så til tonerne af Bethovens 9. symfoni, var historie.
Intet mindre.

Berlinmuren 1   Berlinmuren 2   Berlinmuren 3   Berlinmuren 4

Jeg kan stadig huske følelsen af åndenød, fornemmelsen af at ingen af os, heller ikke min tysklærer der ellers vidste alt hvis han selv skulle sige det, havde nogen som helst anelse om omfanget af det vi var vidner til.
Og jeg kan stadig huske at der var helt stille da Bethovens symfoni fadede ud.

Jeg læser korrektur på Turen går til Centrale Tyskland i dag og har sat min absolutte yndlingssymfoni på som lydtapet til beretningen om to lande der blev forenet overnight uden at én eneste skud var blevet løsnet, uden kamp.
Og nu sidder jeg så her på kontoret med gåsehuden trukket ud over mit mandagstrætte korpus, sendt lige fluks tilbage til gymnasielugten, til lyden af min tysklærers pegepind mod tavlen og af helt almindelige menneskers jubel over endelig at kunne forenes med naboen, over endelig at kunne bevæge sig frit.

 

Billederne er lånt her, her, her og her.

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *