kunsten at være et menneske

Jeg er dumpet i op til flere prøver her til morgen.
Blandt andet Sko-der-passer-til-vejret-prøven, så nu ligger mine støvler på radiatoren, og jeg daffer omkring med benvarmerne trukket helt ud over strømpebuksefødderne (der også er våde) og prøver at skjule at jeg heller ikke bestod prøven at finde et par strømpebukser uden huller.
Og den evige morprøve, tjo, den bestod jeg heller ikke, så mindstebarnet har også våde strømper og ingen sutsko i sin kasse og kun ét par ekstra strømpebukser til at klare sig gennem en hel dag med søle og pløre. Og i bussen på vej til skole glemte vi hendes musenøglering. Jamen hva gir I? Heldigvis har jeg verdens bedste børn så da først forskrækkelsen over at musen ikke lå i hendes lomme, havde fortaget sig, trak hun på skuldrene og forsikrede mig om at hun nok skule klare det hvis jeg ikke fandt den på vej tilbage med bussen, for hun havde jo så mange andre fine ting.
Der er heller ikke noget mælk i køleskabet …

Til gengæld har jeg – åbenbart – fem års jubilæum i år, ved ikke helt som hvad, men da jeg kom hjem i går lå den her til mig i posten:

Jubilæum

Yay!
Måske er der alligevel en eller anden form for balance i universet.

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *