– eller en beretning om taknemmelighed.
Noget af det allersværeste ved at leve det her freelanceliv jeg lever, er økonomien i det. Ikke det at der er gode og dårlige perioder, det tror jeg efterhånden godt jeg kan navigere i, nej, men at de lavvandede perioder between jobs indimellem bliver så tørlagte at det er umuligt at se hvordan de gode skal kunne rette op på det.
Der er jeg på en måde nu – og det betyder at jeg snart er nødt til at finde en flise i Skelbækgade eller vinde i Lotto for at holde skat fra døren, for man kan jo ikke leve i evig tid af de momspenge som lige om lidt burde stå på en andens konto end min.
Det underholdt jeg også en veninde med i dag da vi var ude og drikke en kop kaffe, og nej, vi slog os ikke på lårene af grin, for jeg kan næsten ikke grine ad det længere, så hun skyndte hun sig i stedet at bestille en ekstra kop kaffe til os hver, og da vi skulle betale, insisterede hun på at det var på hendes treat, som hun kort og lakonisk meddelte: “Jeg tjener penge, det gør du ikke.”
True.
Hun er ikke den første jeg har fortalt om mine kvaler til, for det er ikke mere end et par dage siden jeg vist nok også kom til at nævne det for en anden veninde (som også er freelancer og derfor ved hvad jeg taler om, og har lovet at hun nok skal sørge for kaffen når vi får den der flise i Skelbækgade. Ved siden af hinanden), og dagen efter landede der en mail i min indbakke hvor der blandt andet stod: Du tror, det er lyv, når jeg siger det. Men altså … jeg har også en lykkemønt til dig. Den skal i pungen og tiltrække andre mønter. Jeg kom i tanker om den (…) det må være et tegn … du skal have den.
I dag er den landet i min postkasse pakket ind i hvidt papir med et lille hjerte, mere behøvede hun ikke skrive. Der er palmer på og forunderlige tegn og et hvedeaks og et blad. Og nu ligger den i min pung.
Jeg ved godt man siger der findes et særligt sted i Helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden – men der findes også en café med ild i pejsen og jazz på anlægget og lækre mænd der futter rundt og sørger for at man hele tiden har noget i kopperne og for at der lige lander en lille ekstra petitfour på ens tallerken, for de kvinder som gør.
