Det var det der sted på markvejen, i knækket, der hvor grantræerne skærmede for garagen, og man skulle stille sig på tæer i den grønne kradsestol inde i stuen for at se hvis bil der var på vej op til gårdspladsen. Det var det samme hvert år, og han stod i træsko og Helly Hansen-termojakke og skovlede i flere timer inden sin vagt, og bilen kunne lige snige sig ud gennem de to spor i alt det hvide når han skulle afsted.
Hun vandrede hændervridende rundt i stuen, nåede han det nu, og hvad med vejene, var de overhovedet farbare? Og hvorfor havde han ikke taget en hue på? Jeg stod i lænestolen med panden mod ruden og kunne se vinden hvirvle hans hår og sneen op i det skarpe lys fra neonrøret over garageporten, og hans næse var rudolfrød og dryppede, og når han kom hjem fra sin nattevagt i det tyste snedækkede morgenmørke, havde han stillet bilen nede for enden af markvejen til hende.
Og lørdagsgæsterne travede gennem driverne med markerne som pudderbløde dyner på hver side af det ryddede spor og sammenskudsmaden i gryder og Faxe Fad i en fletkurv højt løftet. Nogle af dem kom aldrig hjem den aften, så vi sov på madrasser i stuen, og det kollektivliv de havde drømt om da de var helt unge og boede oppe under taget på Kong Georgs Vej – på Frederiksberg der lød som Fies villakvarter i Den hvide sten i mine ører – foldede sig pludselig ud ved morgenbordet dækket af alt det huset formåede.
Og brønden frøs til. Inde i baggangen ved siden af vaskemaskinen stod en mælkejunge med vand nede fra Kristian. Han og min far havde slæbt den ind. Den er tung, sådan en junge, og låget gungrede når man lagde det på efter at have øst vand op med det orange litermål. Jeg kan stadig fornemme mælkejungekanten hvile mod armhulen når jeg stod på tæer og strakte hele armen ned mod vandet efter et par dage. Og der var ingen jern eller rust i det vand, så vi kunne med ét drikke saftevand der smagte af solbær.
Jeg vil tro hun hadede det. Det var så usselt med den junge, syntes hun, og al den skovlen sne, og de gamle biler der skulle sparkes i gang, døre der ikke kunne lukkes op, vinduer der ikke kunne rulles ned. Toilettet der stoppede, og det der sted i haven hvor jorden så blev så sumpet at græsset stod under vand.
Og han ryddede vejen, gæsterne travede gennem sneen, og hun røg en ekstra smøg.
Tænk det stadig er blå #18
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga
