om nytårsønsker og poetsne

De sidste ti år har vi holdt nytår på den samme måde.
Ulven, ungerne, ungernes gudmor og mig. Sushi, masser af bobler og ritualer; fælles oppyntning af stuen, dronningens nytårastale med misodip og kinaradise, årsquiz – og nytårsmål og ønsker skrevet ned, plomberet og gemt til året efter. Lykkes det? Når vi det vi har sat os for?

I år flyttede vi festen, skiftede scene og menu – og i lille intimt sommerhus med pejs og brede plankegulve og havet som skyller ind over sten i alle former en god gåtur derfra, tog vi hul på et nyt år.

Inden da havde vi aftalt at vi hver især skulle have en overraskelse med til os alle fem som skulle spredes ud over dagene, og ungerne pakkede hver sit spil og dækkede op med chips og hygge, og vi skiftedes til at slå hinanden i Tegn & Gæt. Ulven havde tegneting med, og mindstebarnet og jeg tegnede efterår, og vi lavede morgengymnastik og legede i haven, og dagen før vi tog hjem, sendte vi gudmors overraskelse afsted, ud over vandet i den blå skumring; en lyslanterne lastet med endnu flere ønsker for det nye, spæde år.

Min overraskelse havde ligget på hylden i reolen siden jeg købte den i sommer.
En fortælling så fint pakket ind med poetsne og trykt med maskinskrevne bogstaver der sendte mig tilbage til lyden af en skrivemaskine og retteblæk og bogstaver slidt af tasterne.
Hvis I endnu ikke har læst Mette Hegnhøjs fine fortælling om Ella der savner sin far – og sin mor der er begyndt at leve livet – og som finder en kat og i øvrigt lever blandt bøgerne i morens antikvariat, burde det være et af målene for 2016.

Ella

Bogen fås i to udgaver, og den ene, den jeg havde haft stående i reolen i et halvt års tid, kommer i en æske. Med gummibånd om og mavebælte af fint tapet, og den er ikke hæftet, men løse ark, og da vi sad der i sommerhuset med ilden buldrende og vinden bragende, og jeg læste op, løsblad for løsblad, var selv mindstebarnet stille.
Tænksom. Forundret. Ramt i det bløde punkt i brystet.
Det bliver I også.

Billedet er for øvrigt nolet her hos forlaget, og ovre hos Mette Hegnhøj kan man læse meget mere om bogen der har fået velfortjent meget opmærksomhed.

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *