Lidt om kunsten at kæmpe

Jeg ved faktisk ikke om min mor kæmpede for noget, i 70’erne, i 80’erne, i 90’erne. Ved ikke engang om hun følte hun kæmpede for siv liv, dengang hun blev syg. Måske gjorde hun.
Men jeg tror at hun ville kæmpe for andres ret til at kæmpe hvis hun kunne, med ord, i tanken. Ville kæmpe for andres ret til noget andet end det hun drømte om; en anden familiestruktur, en anden slags kærlighed, et andet liv, andre drømme, andre ambitioner.
Hun levede i 80’ernes kernefamilie; mor, far, dreng, pige, lønarbejde, dobbeltgarage, spisekøkken, kæledyr og smøgpause på terrassen med udsigt over rododendron og bede og sprinklervædet plæne.
Jeg ved ikke om hun drømte om andet, måske gjorde hun. Men hun ville have kæmpet for min ret til at drømme noget andet, det er jeg sikker på, for min søns ret til at drømme noget, min datters. Menneskers ret til at drømme noget, til at levet for noget andet.

Kvindetegnet

Fastelavnstanker

I dag har jeg sendt en troldmand og Modig i skole sammen med deres far, Praktiske gris. Med troldmandsstav, bue og fasanfod i bæltet tog de ud i verden.
Jeg ved ikke med faren, men det var som om de to andre væsner lettede lidt fra jorden og rettede ryggen da de gik afsted, der i den grå morgen. Der skete noget, kunne man se. De voksede.
Jeg ville ønske alle børn havde det sådan denne mandag morgen, hver mandag morgen, at de rankede sig, løftede hagen, at de tog imod verden og livet, stolte, glade og med løftet pande.

Farvel til et stykke af barndommen

For flere år siden begyndte jeg at skrive små erindringsglimt ned fra min barndom; fra livet på landet, fra min mors sygdom, hendes død, den slags der lagrer sig i os og gør os til de mennesker vi er.
Jeg skrev også om mine forældres nabo, Kristian, der blev en slags bedstefar for mig og min bror, og Ulven lærte ham at kende og mine børn.

I sidste uge døde han.
96 år gammel lagde han sig til at dø på den gård han havde ejet i 70 år, billederne hang der på væggene hvor de altid har hængt, køkkenet lugtede som da jeg var barn, huset knirkede som dengang, og der døde han.
Det må være en drømmedød, tænker jeg, afklaret, klar, fredfyldt. Sådan som Kristian havde fortjent det.

Lidt længere nede ad landevejen bor Kristian stadig. I det hus han byggede sammen med sin Lilli inden Alzheimers formørkede hendes sind, og hun ikke længere kunne huske hvordan man laver kaffe. Det var hans marker der lukkede vores matrikel inde i raps og brakvegetation og hvede, jeg gik hen over stubbene med bare tæer, de stak som pigge, og den solvarme asfalt summede mod fodsålerne når jeg trådte ud på den bagefter. Jeg sad øverst oppe på halmballerne når vi hjalp med at høste, og i gildesalen på førstesalen i huset stod klaveret. Jeg kan stadig høre dets sprøde klang under Ingers organistfingre som akkompagnement til Marken er majet og Nu falmer skoven trindt om land. Og i stuen satte han Pia Raug på pladespilleren, og jeg lå i den store plyssede hjørnesofa og lærte Jeg vil male dagen blå udenad.
Om aftenen når vi sad i stuen derhjemme, kunne vi se ham gå markvandring i skellet mens han pillede kerner af et strå. Man kunne høre de fede fluers summen ude på hans gårdsplads, og grisene, og man kunne lugte dem, og han havde i virkeligheden drømt om at blive sådan en der bygger broer. Men det blev man ikke i hans familie.

Hvil i den fineste fred, kære, gamle Kristian. Jeg håber du får bygget et væld af broer der hvor du er nu.

Mon dronningen også var vild og tøjlesløs?

I 1972 fik forfatteren Elsa Gress og hendes mand, maleren Clifford Whrigt, stillet en villa til rådighed af den daværende ejer af Marienborg Gods, grev Peter Moltke.
I huset skabte de kunstnerkollektivet Decenter – der blev et eksperimenterende alternativ til den etablerede kunstscene i 70’erne og 80’erne og samlingssted for et væld af både danske og udenlandske kunstnere og intellektuelle.
Huset lagde smukke rum til udstillinger, teaterforestillinger, foredrag, diskussioner og meget mere i næsten ti år, siden stod det tomt, og nu er det som I nok har gættet, det af undertegnede stærkt roste refugium, Villa Gress.

decenter

Villaen levede sit vildeste liv i en fascinerende og tøjlesløs epoke, dengang i 70’erne, en epoke der i dag regnes som en væsentlig milepæl i dansk kunst- og kulturhistorie.
I 1976 besøgte dronning Margrethe og prins Henrik officielt stedet – og nede i kælderen befinder sig stadig det toilet som dronningen benyttede da hun besøgte huset.

Jeg nåede ikke selv at sidde på det så berømmede toilet – og vel hjemme i hverdagen igen, tænker jeg at det måske ville gøre den lidt mere glamourøs hvis jeg havde gjort det …

Jeg ved ikke om dronningen nogensinde har siddet på toilettet heroppe på tegnestuen, formodentlig ikke, men der kom nye hylder op til toiletrullerne mens jeg tastede og tastede i Villa Gress. Og det er vel også  noget.

I skriverskjul #3

Nå, dag 4 i vidunderlige Villa Gres blev dagen hvor jeg har haft så uendeligt lidt lyst (læs: inspiration) til at skrive.
Læser op på skilsmisser og utroskab, på Maria Callas, hører hendes smukke fortolkninger af arier fra La Traviata, Tosca, Rigoletto – når jeg ikke hører Patrick Dorgan, min nye bedste ven, på repeat.
Jeg læser om selvmord og død og sorg, søger i de alleryderste kroge af nettet, hey, jeg laver jo research! siger jeg til mig selv. Men i virkeligheden vil jeg bare gerne se det skide dokument vokse, blive længere, så jeg tæller enheder, igen og igen. Men det bliver det ikke længere af.

Og jeg går rundt i huset, suger indtryk, søger inspiration.

villa-gress-5      villa-gress3      villa-gress-4

Hun har aldrig været så tæt på Erling før. Hun skeler over mod ham, det ser ud som om han lige har kørt en kam gennem håret, hun kan se tændernes striber gennem det tynde grå hår, strøget om bag ørerne. De buskede øjenbryn, skægget, tætklippet, og skjortekraven der er slidt hele vejen rundt, knappet helt op. Han kigger ligeud i luften, har proppet hænderne i lommerne, sidder med benene over kors, vipper let med foden i træskoen som om han nynner indeni. Hvad mon han nynner indeni? Hun forestiller sig ikke at han er et menneske der nynner, han slår hende som tavs, sammenbidt, en mand der søger ensomheden i baghaven når de andre drikker hvidvin og fylder havebassiner i forhaven. Har de egentlig nogensinde talt sammen? Hun tror det ikke, ville ønske det, så hun kunne fortsætte den samtale de i så fald havde haft sidst. Men det lader ikke til at nattens stilhed, tavsheden der hænger der mellem dem i de to stole, generer ham. Han trækker vejret helt roligt, vipper med foden, lader blikket hvile.

Det skrev jeg i romanen i går, og det føles også som om jeg trænger til at lade blikket hvile i dag, og det på noget andet end teksten.

I skriverskjul #2

Man kan se bladflimmer på køkkengulvet, høre vinden. Og natten er blæksort med månen som enlig ven over trækronerne.
Og jeg sletter og føjer til, udvider universet, trækker det sammen. Læser op på sorg og ensomhed og småbørnshyl og rod. Bliver klogere, mens romanen langsomt, så uendeligt langsomt sniger sig en side længere, to.

Og i går løb jeg i skellet, med markerne på højre hånd og skoven på venstre. Havde Mads & Monopolets dilemmaer i ørerne og jord under skoene, rev mig på et krat, brændte mig på brændenælder så store som dronningebuske.

der-skoven-stod-saa-smuk1     der-skoven-stod-saa-smuk2