en kold tyrker fra mig selv, siger I?

For et par år siden måtte jeg erkende at det der med at være online konstant er en rigtigt skidt idé når man samtidig skal lave penge. Det er som om netaviserne og de sociale medier har det med at snige sig ind på en når man mindst venter det, men altid midt i noget der burde være mere vigtigt.
Så jeg fik mig en ny ven. Cold Turkey hedder han. Tror måske jeg har nævnt ham før, men han kan ikke omtales for tit, for det er ham der (sammen med en barmhjertig bank) har sørget for at min lille virksomhed ikke er gået konkurs. Endnu.

Cold Turkey er den fineste indretning i min computer. Han sørger for jeg ikke liige kan smutte forbi politiken.dk eller Twitter eller Marens Blog. Eller Facebook. Facebook, den slyngel. Samtidig er nettet ikke blokeret helt hvilket er en nødvendighed fordi jeg har de fleste af mine ordbøger online og i øvrigt er stærkt forlovet med Google.
Før jeg lod Cold Turkey være dørvogter, havde jeg mindst fire overspringshandlinger i timen. Mindst. Og hver gang brugte jeg lige et par minutter på at komme ind i det jeg var i gang med, igen, og det fungerede ikke rigtigt for nogen af os.
Nu har jeg sat overspringshandlingerne i system. To timer ad gangen blokerer jeg for de værste af dem, og der er sket det magiske at jeg, fordi jeg ved at jeg ikke kan smutte forbi Facebook og alle de andre tidsslugere, heller ikke tager på visit ret mange andre steder når jeg arbejder. Ja, jeg ved heller ikke hvordan det er sket, men det er sådan det er.

For tiden sidder jeg jo ret op og ned og oversætter dagen lang og lidt til, og lige nu er det derfor endnu vigtigere at arbejdstrækkene er lange og uden afbrydelser, og at  jeg derfor ikke lige kan trille forbi alt det som ikke har med arbejdet at gøre. Bonussen er at jeg ikke sjældent har dårlig samvittighed når jeg læser nyheder eller tweets eller lader mig opdatere på Facebook. Eller googler mig selv.

Hvad? Jamen det er man da nødt til når der ligger fine omtaler af ens blog diverse steder – som her, hos Kulturmor – ellers finder man jo aldrig ud af det, vel?
Heller ikke at jeg netop der, hos Kulturmor, er fremhævet sammen med hele to andre medlemmer af Verdens Sejeste Skrivegruppe.

Nå, men nu kalder oversættelsen og Cold Turkey. Vi høres ved når jeg har fundet mere om mig selv på nettet. Eller før. Hvis I er heldige.

Narcissus
Billedet hedder Narcissus. Det er af Caravaggio, og jeg synes ligesom det passede til lejligheden.

måske er det trommerne der gør det

Da jeg skrev det her indlæg, opdagede jeg at der ligger en guldgrube af soundtracks på YouTube – og nu har jeg så opdaget at kombinationen af min på grænsen til det snerpede blufærdighed og oversættelsen af den langt fra på grænsen til snerpede erotiske roman fungerer rigtigt godt sammen med musikken til blandt andet Gladiator, The Dark Knight, Batman og Pirates of the Caribbean. 

Så ved I det.

nu som anmeldt

I dag faldt jeg sådan helt tilfældigt (arh, okay så, måske var det ikke helt  tilfældigt) over en anmeldelse af bloggen herovre.

Jeg har altid haft en fornemmelse af at mennesker der laver det jeg gør, altså skriver, groft sagt kan deles op i to grupper: Dem der tænder på sproget, og dem der tænder på den gode historie, på plottet. Og jeg hører så afgjort til i den første. Ikke når jeg læser, men når jeg skriver.
Det er sjældent jeg falder i svime over en idé jeg har fået, men sproget, hold nu k… Jeg kan sidde og glo helt forelsket på en sætning hvis jeg synes den er skruet sammen præcis som den skal, og jeg har allersværest ved at slette de gode sætninger i en gennemskrivning, mens jeg glad og gerne slagter en sidehistorie.

Derfor blev jeg også ret glad for den anmeldelse.
Samtidig landede den på det helt rigtige tidspunkt fordi jeg om ikke dagligt, så i hvert fald tit for tiden, er tynget af dårlig samvittighed over at jeg så sjældent får skrevet noget begavet herinde fordi jeg i stedet muntrer mig med oversættelsen af noget langt mindre stuerent.

Hø. 

Snuden – i mere end én forstand

I dag er jeg hjemme med mindstebarnet der har ondt i maven og er installeret i sofaen med lydbånd og madkassen og en tablet.
Så mens hun vælger kjoler og frisurer og smykker til alle de kvinder der bor derinde og som skal i byen – og bygger huse til hele familien i Minecraft-universet, oversætter jeg erotik.
Og det er altså en ganske særlig oplevelse med Snuden som lydspor.

Snuden

det begyndte med sladder

Som nogle af jer allerede ved, snublede jeg nærmest ind i oversætterbranchen – fordi der var nogen som turde give mig chancen med den første bog.
Og det er jeg virkeligt, virkeligt glad for – for jeg elsker at oversætte.

Min anden oversætteropgave overhovedet var en ungdomsbogsserie (og serier er noget vi elsker, sådan nogle som mig; fast arbejde og på kontrakt et stykke tid ud i fremtiden), som nogen, uvist af hvilken grund, mente jeg var den rette til at oversætte, og tolv bøger senere kunne jeg skrive Gossip Girl på min værkliste.

Serien er en slags Sex and the City for unge piger, masser af smukke mennesker, dyre mærker, drinks og den slags – men den har en underløbende sarkasme og en ironisk distance til high society-livet på 5th Avenue som jeg synes var ret sjov. Den blev også til en tv-serie der vist nok endte med at blive ret populær, men på tv blev de unge mennesker lidt for polerede og lidt for pæne efter min smag, og det skæve ved bøgerne var blevet slebet af så serien passede ind i rækken af lækre tv-serier for unge.

Det er efterhånden længe siden jeg har haft fingre i sladretøsen, men for et par uger siden modtog jeg er slags fanbesked på Facebook fra en anmelder der netop havde opdaget at det var mig der havde oversat serien – og bare ville sige: OMG!
Og endnu en gang blev jeg mindet om at de liv man begraver sig i, når man arbejder som oversætter, de miljøer man går rundt i – ja, de findes altså stadig derude på nogens natbord, i nogens reol, og nogle gange længe efter at man selv er gået videre til en helt anden bog, et helt andet sted i verden.

I den søde besked på Facebook stod der også at det godt kunne være der på et tidspunkt kom noget om serien på deres fine bogsite.
Og det gjorde der sørme.

GG3    GG2    GG1

jeg lever

Nå, men sku vi sige at jeg snart fik skrevet noget på den her blog?

Måske.

Lige nu taster jeg på livet løs – bare ikke herinde.
Har meget at nå, sådan cirka femten sider om dagen skal jeg oversætte, og det er altså meget, og så er der alle de andre større eller mindre opgaver, jeg også skal tage mig kærligt af. Så …

Men jeg skal nok vende tilbage.
Hvis I bliver trætte af at vente – og at kigge forbi for at se om jeg har fundet ti minutter til lige skrive noget klogt herinde – kunne I jo like Facebook-siden. Så er I de første der ved det, når der kommer noget her. Også bare et lillebitte pip.

Pip.

Maleskabelon- fugl

når verden vælter

Jeg tror ikke jeg har skrevet noget om den belgiske film The Broken Circle Breakdown, men for de af jer som ikke har set den, kan jeg kun sige at det er en af de bedste, mest hjerteskærende og vidunderligt musiske film jeg har set.

Den var indstillet til en Oscar for bedste udenlandske film, og selvom jeg synes det havde været så fint hvis Thomas Vinterbeg havde fået statuetten med hjem, holdt jeg på The Broken Cirlce Breakdown, fordi den sad i kroppen længere end Jagten, fordi den lige gjorde en tand mere ondt.

Måske er det inspireret af at den ikke løb med Oscaren i søndags, men jeg har i hvert fald fundet det helt igennem vidunderlige bluegrass-soundtrack på YouTube og sidder nu og oversætter så tårerne sprøjter til netop det.
Ja, du har ret, det skulle jeg nok ikke have gjort for filmen ligger åbenbart stadig lige under huden, så jeg kan huske al den smerte den rummer, når jeg hører soundtracket. Alle billlederne, alle skrigene, al sorgen.

Hvis du ikke synes det lyder som en anbefaling, så må du undskylde, for det er det.
Selv tak.

BCB 2   BCB 1   BCB 3