TANKER BAG

Jeg er en lille smule rynket i dag.
Hele ugen har stået i selskabelighedens navn med dobbeltfødselsdag og besøg af familien fra Jylland – og fra at have siddet til langt ud på aftenen mange aftener i december for at arbejde, har vi i denne uge siddet til langt ud på aftenen med et glas vin og noget snak eller Cranium. Det sætter sine spor.
I går havde Ulvens fine kolleger så taget initiativ til et overraskelsesangreb der indbefattede en flok venner og kolleger på stamcaféen og noget cava, og lige nu har jeg følelsen af at den sidste runde fødselsdag jeg selv nuppede, ikke var 40, men 50. Eller 60.

Jeg tror det bliver en stille dag i dag.
Jeg skal heldigvis redigere en norsk krimi, og det føles nærmest ikke som arbejde at lave netop det. Og lige nu er der helt stille på tegnestuen. Der er kun mig og en enkelt anden tegner. Og kaffemaskinen der laver dagens tredje kop kaffe.

Der er noget med januar. Man er kommet ud på den anden side af december med alt hvad den indebærer af æbleskivearrangementer, julebazarer og luciaoptog (og den hvert år forekommende erkendelse af at december ikke er en hel måned, men i virkeligheden kun tre uger hvor vi til gengæld forventer at vi kan nå at se lige så mange mennesker som vi plejer på et helt år), og man siger til sig selv, at til januar der når vi alt det vi ikke nåede i december (og november og oktober), januar er alligevel så lang, så kedelig, så fattig på arrangementer.

Ha!

Januar er proppet. I hvert fald i min kalender. Og jeg bliver også altid overhalet indenom af at Ulven har fødselsdag så tæt på jul, som i dag, og at jeg for otte år siden besluttede at give ham den bedste af alle gaver, nemlig hans førstefødte, ret meget midt i kagebagningen, så den der uge hvor man lige kommer sig oven på julen, ja, der stæser jeg altid rundt og forsøger at finde den perfekte gave til begge drenge, helst på udsalg og helst indenfor en radius af 100 meter. Det lykkes altid. Og i morges havde vi den fineste fødselsdagsmorgen, og jeg nåede ind på kontoret i tide til at overholde en deadline, og mand og børn kom med bussen i rette tid, og jeg har trods alt fået planlagt arbejdsdagen så vi kan hygge hele eftermiddagen og aftenen når alle er vel hjemme igen.

Men altså når man arbejder så meget ik’? og også gerne vil kramme sine unger og kysse sin mand indimellem, så er der jo noget man forsømmer.
Jer.
Undskyld.

De sidste mange år har jeg haft en decembertradition: julebrevet. Flere sider plejer jeg at skrive, om det lille liv; min families, og om det store; det der er sket i verden omkring os gennem året.
Jeg tager noter undervejs, for at det ikke skal være løgn, og den største fornøjelse er faktisk at åbne det magiske dokument og tage et kig på det jeg har skrevet ned – der er altid overraskelser, for hvem kan egentlig huske hvad der skete i marts eller maj? Ikke jeg.
Indimellem ret så ofte er jeg blevet overhalet indenom af livet, og brevet er blevet elektronisk – også i år.
Ja, i år er det faktisk kun en mail med hovedpunkterne fra året der er gået, og så noget med glædelig jul til sidst. Altså det vigtigste.

Men havde jeg haft tid, ville jeg blandt andet have skrevet et og andet om Vejlegården og Waterfront-sagen, om at Hilary Clinton og paven gik af, om mordforsøg og overfald i ytringsfrihedens navn, om jyske ulve, (sne)storme, gidseldram på Københavns Politigård og bomber under Boston Marathon, om lockout og regeringsindgreb, om Susanne Søndergaard der vakte et ramaskrig da hun viste en dusk hår på forsiden af Politiken, og om at der få dage senere stort set ikke var nogen som hævede et øjenbryn da en 17-årig dreng likvideredes i en kiosk i Tingbjerg.
Jeg ville have skrevet om Taksimpladsen, om ponydrab i Tisvilde – om Syrien, om hvor helt igennem forfærdeligt det der sker i Syrien, er, og jeg ville have skrevet om løftebrud, om nationer der går i betalingsstandsning, og om ministre der kommer og går, og jeg ville have skrevet om Mandela …

Men jeg havde som sagt ikke tid – så alt det må mine venner og familie høre om en anden god gang.
Det samme må I.

Til da: Julefred til jer alle – og et champagneboblende lækkert nytår.

Tak for kommentarer, likes og alt det andet i 2013 – vi høres ved i 2014 (hvis jeg kan holde mund så længe).

Det fine billede er nolet her.

mens jeg lægger sidste hånd på korrekturen af den der Tysklands-guide og i det små gør klar til at næste stop på korrekturrejsen er Normadiet & Bretagne, kunne I jo passende smutte forbi YouTube og komme i den helt rigtige stemning til den her flashmob. Som er en af mine absolutte yndlings.