størst af alt

I dag er det præcis sytten år siden jeg fik en ny kollega til bords til årets julefrokost inde i huset med alle stjernerne, Planetariet med den fine beliggenhed ved søerne.
22 var han, havde spikey hair og ikke en rynke, og da vi først havde vendt os mod hinanden, der ved silden og snapsen, ja, så stoppede vi ikke med at tale.
Vi er ikke stoppet endnu.

Der er så mange fine ting at sige om ulven, om hans rummelighed, hans foranderlighed, hans tro på at alt er muligt – men noget af det der giver mig det største sug i maven ved tanken om ham, er at han stadig her ni år efter at jeg sprang ud som freelancer med forfatterdrømme, bakker mig op. Ret så ubetinget.

Noget af det vigtigste når man gerne vil den her livsstil i en branche der ikke har landets højeste lønninger, er enten at have en bedre halvdel der scorer kassen, eller en som godt gider bo i lejelejlighed, som synes det er helt fint at ens sommerferier ikke kræver et pas, som skruer ned for sine egne drømme om hus og selvforsynende køkkenhave – og som ved alle de utallige køkkenmøder om økonomi hvor jeg tuder over umuligheden ved projektet, altid ender med at sige at vi klarer det (om vi så skal leje halvdelen af vores hjem ud og leve af tynd te og havregryn), og at han stadig synes jeg er sej.

Jamen det siger han. Men han er jo også en ulv.

. . . .

Og så er Mandela død.
Og jeg kunne skrive så mange ord om ham også, om hans vilje, hans ukuelighed, om hans evne til at tilgive – om den helt enestående præstation hans liv var, og set i dét perspektiv er 17 år sammen med den samme mand eller den samme kvinde jo blot et fingerknips.
Men et lækkert et af slagsen.

 

Kærlighed

hu hej …

Nå, men det der med at gå i seng et pænt stykke over midnat og så stå op halv seks og indlede dagen med at smøre madpakker med stegte sild (størstebarnets ubestridte favorit. Også til morgenmad) og møde på kontoret mens der stadig er mørkegrad tusind udenfor, tja, det er indimellem en skidt kombi.

I går måtte jeg derfor bestikke mig selv med kaffe og ungernes fredagsslik for at arbejde de to timer om aftenen jeg var nødt til for at nå en deadline i dag. Inden da havde jeg powernappet på sofaen, præcis 17 minutter, mens ulven puttede ungerne, og det tog mig mindst lige så lang tid at finde mig selv mellem puderne da uret ringede, og det føltes som om jeg havde sovet i tre en halv time. Men jeg nåede deadlinen.

En ven sagde engang til mig at det enten var Næ, jeg har ikke en skid at lave eller Jeg har rockertravlt, så vi kan først ses om to måneder med mig, og hun har jo ret.

Lige nu har jeg rockertravlt, og på trods af at det indimellem kræver lidt mere end fem minutter på badeværelset om morgenen at få mig proppet ind i kroppen og klar til dagen, er det helt o.k.. Jeg kan godt følge med, jeg elsker hver eneste opgaver der ligger og venter, og jeg når at kysse både ulven og ungerne godmorgen og godnat (stort set) hver dag.
Det kan alligevel godt være der smutter et indlæg eller to (som i går for eksempel. Og i forgårs), men det er kun fordi jeg også skal nå at få styr på de allersidste julegaver og drikke noget snaps og spise nogen sild og alt det. Og powernappe i sofaen.

Og nu skal jeg et smut til det centrale Tyskland og sætte nogle kommaer og den slags. Ja, altså ikke rigtigt, vel? Men i InCopy (som jeg er ved at have styr på), og så skal jeg også lige have filet en bagsidetekst og noget pressemeddelelse på plads og redigere en romance.

Hep.

and the winners are …

Nå, men ungerne og ulven trak lod blandt alle jeres kommentarer i går.
Jeg havde skrevet alle navne op på små sedler og lagt dem i tre fine dynger, én til hver bog.
Ungerne fik helt svedige håndflader over æren, og størstebarnet lånte os endda sin tryllehat til de små sedler.
Jamen det var ren magi.

Tryllehat    Tryllehat2

Og vupti lå der midt i adventshyggen tre vinder på bordet.

Astrid goes to

Dorte skrev: Jeg vil gerne vinde Astrid bogen. Min nysgerrighed er jo vækket af at læse med her.
Og nu er hun din, Dorte.

Folks penge goes to

Stine skrev: Ikke Astrid – den har jeg ;-)
Og nu har du også Andre folks penge, Stine.

Eva goes to

Rikke skrev: Novra – tillykke med det første vellykkede år. Jeg vil da gerne vinde den der krimi til de mørke vinteraftner :-)
Og nu bliver de mørke vinteraftener noget kortere, Rikke.

Tak til alle jer der gad lægge en kommentar, dem blev jeg svært glad for.
Og til de tre vindere: I hører fra mig.
Tænk hvad der ikke kan ske i en tryllehat.

 

 

en slags pauseindlæg, mens I vinder bøger

Nå, men I kan stadig vinde bøger i anledning af mit nu to dage gamle jubilæum.
Evas sidste nat, noget koldkrigskrimi tilsat en familiehistorie – I kan læse mere om den her.
Andre folks penge, noget om finanskrisens store og små syndere – den kan I læse mere om her.
Astrids dagbog – fingrene væk. Og nej, hende gider jeg ikke skrive mere om.

Så smut endelig her forbi og smid en kommentar. Vinteren er lang og kold, og I aner ikke om der stadig produceres papirbøger i det nye år, måske er det her de sidste I får chancen for at få fingrene i. Jamen man ved da aldrig!

Imens I skribler løs, tager jeg en tur til Korsika.
Desværre ikke IRL, men i det ikke lettere komplicerede program InCopy som jeg med tungen lige i munden er ved at blive venner med – det er nemlig i dét at alle Turen går til-bøger skal korrekturlæses.
Heldigvis sidder der inde på Politikens Forlag et InCopy-orakel ved navn Rebecca som med en engels tålmodighed sender klart formulerede svar på alle mine lettere panikagtige spørgsmål som: Øh, hvor finder jeg mon det dokument jeg læste korrektur på h-e-l-e dagen i går, og som nu lader til at være slugt af min computer?

De siger man aldrig bliver for gammel til at lære nyt. True. Men er alligevel svært glad for oraklet Rebecca i disse dage. Og google. Og Valium.

365 dage senere …

I dag er det præcis et år siden jeg en sen aften skrev mit allerførste indlæg på bloggen.
Jeg venter stadig på min Gangnam Style – men kontrakten kom i hus, bogen kom ud, og det viste sig at blogverdenen ville mig det godt.

Det har virkeligt været et hyggeligt år.
Fuld af tanker, stille skrivestunder, kommentarer og plads. Plads til eftertænksomhed og eftertanke, til sjov og spas.
Til bandeord og sure oste og krimier og skrivegruppeanekdoter og mit bonusbarn, Astrid.

Det skal – selvfølgelig – fejres.
Så jeg har atter håndplukket et par bøger fra reolen jeg på den ene eller anden måde har haft fingrene i.
Og de kan blive dine.
Se bare her:

Evas sidste nat

– om hvilken Jyllands-Posten har sagt: “Der er mange bolde i luften for ægteparret, men stilen er sikker, og hænderne ryster ikke.”Evas sidste nat” er på flere måder skræmmende læsning, for dybe rødder fra virkelige hændelser popper op i fiktionens verden, som skvalderkål i en ellers velfriseret have.”

Og den her:

Andre folks penge

– om hvilken Børsen har sagt: “Bogen får fem stjerner. Den er pligtlæsning for alle, der ønsker at vide noget om finanskrisen. Det fulde billede af finanskrisen fås ikke ved kun at læse økonomiske statistikker. Det er nødvendigt at gå ned i virkelighedens verden og se på de enkelte aktører og begivenheder. Bogen indeholder her et rigt (og underholdende) materiale.”

(Ja, jeg ved godt det er min blog, og jeg burde skrive noget om bøgerne selv, men i dag sprang jeg lige over hvor gærdet var lavest).

Den sidste bog du kan vinde, er – selvfølgelig – den her:

bogfront02

– og den kan jeg godt sige noget om: Den er skidegod.

Så læg en kommentar og fortæl mig hvilken bog du kunne tænke dig at vinde.
Kunne du godt tænke dig at vinde dem alle tre, så smid tre kommentarer. Det må man gerne.
På mandag trækker jeg lod – det bliver en fest.

 

brunkål kan også være ret skræmmende

En sommerdag for så længe siden, at det lige så godt kunne være løgn, kom en lille tynd mand til København. Han bankede på porten, blev lukket ind og gik lige hen til det fineste hotel, hvor han bestilte tolv gange dagens ret til klokken 11.
Overtjeneren noterede: “Tolv gange dagens ret, det er brunkål med flæsk,” bukkede han og sagde, at herren var velkommen igen klokken 11.

Jeg har spist frokost med en af mine bogpushere i dag, og ud over en krimi og en Dickens-klassiker har jeg den her med hjem i tasken:

Grovæderen

Den er ikke for sarte sjæle, siger hun, så jeg tror nok jeg ved hvem der sætter sig på godnatlæsningen i aften. Hæ.

jeg kender jo rumlen

Jeg har lige siddet med nakken lænet tilbage mod ryglænet på kontorstolen og sovet.
Det er mandag, jeg kan mærke det i øjnene, i ømheden i benene, det var løbedag i går.
Jeg kan se det på antallet af kopper kaffe der ryger indebords, man burde være frisk, ikke? Nu-begynder-ugen-frisk, men i stedet er det som om jeg lod kroppen og hovedet ligge hjemme under dynen og kun har fået et ubrugeligt hylster med hen på jobbet.

Heldigvis redigerer jeg herlig norsk bog om en kvinde der synes endnu mere tom end jeg er i dag. Det lyder blandt andet sådan her:

Hans kone ringede. Han lyste op, da han så navnet og gik rundt om hjørnet, for at jeg ikke skulle høre samtalen. Jeg spekulerede på, hvad hun sagde, som hastede sådan. Jeg havde ikke overvejet at ringe til Stein, havde ikke fortalt Stein om rejsen, bildte mig ind, at hvis jeg forsøgte at fortælle Stein om Dag, så ville der gå hul på mig, og alt ville vælte ud, og så ville han se, hvilket stof jeg var gjort af. Jeg kunne sende et postkort, tænkte jeg. På det hjørne, Rolf var gået rundt om, stod en aviskiosk, jeg gik derhen og købte et postkort med et billede af Eiffeltårnet. Kiggede på Rolf, der stod med telefonen for øret og nikkede, som om han hørte kloge ord. Gik tilbage til cafébordet og skrev ikke Steins, men mit eget navn og adresse i adressefeltet og vendte det om, som om jeg ville skrive på kortet. Så kom Rolf og sagde, at konen ville hjælpe med det praktiske med hensyn til begravelsen, hun havde for nylig begravet en tante og kendte rumlen.

Det skal nok gå. I morgen er det tirsdag. Nu-er-ugen-begyndt-frisk tirsdag.