Jeg bliver tit spurgt hvorfor jeg har en skrivegruppe. Har rigtige forfatter også det? (Ja, nogle rigtige forfattere har også en skrivegruppe). Og hvorfor har man egentlig en redaktør – hvis man skriver sin bog om efter hans eller hendes smag, kan man så ikke risikere at det slet ikke er den bog man begyndte med? (Jo, det kan man – men det er jo som regel en bedre bog end den man begyndte med). Og er der nogensinde nogen manuskripter der aldrig bliver skrevet om, men bare er der i allerførste hug? (Ja, det tror jeg. Men det er sjældent. Også selvom det er forfatterens bog nummer 33).
Jeg plejer at sige at det med at skrive er lidt ligesom at have talent for at spille fodbold. Du har måske et ekstraordinært skarpt boldøje, hurtige fødder, er god til at aflæse dine modstandere – men du er nødt til at bygge videre på det forspring du har, i forhold til alle de andre drenge og piger på vejen som også synes det er fedt at spille fodbold (men som måske bliver træt af det når det modsatte køn/karate/One Direction/øl bliver langt mere spændende. Men det er jo en helt anden historie).
Det vil sige at du skal træne, træne og træne, blive klogere på spillet, på reglerne, du skal opøve nye færdigheder, forfine dem, træne, træne, træne, fokusere på detaljen – og på helheden. Og du skal alliere dig med nogen som kan lære dig noget, nogen som kan se på dit talent udefra, som kan rose dig – og som kan puffe til dig, når du er træt/dine ben syrer til/du tror du ikke længere kan lære noget.
Indimellem dukker der en Pelé op, eller en Ronaldo eller en Zlatan. Men det er sjældent. Og selv de knokler for at blive bedre. Selv de har brug for at der er nogen der hepper fra sidelinjen, nogen som fortæller dem hvad de kan gøre for at blive (endnu) bedre.
Det er der træneren skrivegruppen og redaktøren kommer ind i billedet.
Jeg ved at Astrids dagbog ikke ville være blevet den samme bog uden min skrivegruppe. (Eller de andre begavede læsere jeg konsulterede undervejs). Jeg ved at der ville være overordnede linjer og detaljer jeg ikke selv havde set, men som i sidste ende strammede fortællingen op, gjorde den skarpere, som min skrivegruppe satte fingeren på.
En skrivegruppe er en enestående mulighed for at prøve sin tekst af – forstår læseren det jeg gerne vil fortælle? Er der sammenhæng? Når jeg skriver ét på side 11 som følges op på side 116, fanger man det så? Og alle de halve sider jeg mangler at skrive, overgangene der ikke er helt på plads, hvordan er det lige jeg får det? Ja, det kan de også hjælpe med.
I min skrivegruppe folder vi vores idéer ud. Vi afprøver dem. Vi filer knaster. Men det hårde arbejde – det at få det hele ned på papir, rent faktisk at skrive det, ja, det gør vi jo selv. Håndværket – det kan man ikke få nogen til at gøre for sig. Heldigvis.
Vi mødtes igen i går. I det vanlige hjørne med hvid dug og caffe latte, og inden vi havde set os om, var bordet dækket af notater og mobiltelefoner (stjernerne Maren og Julie nåede lige at få et par interviews i stand undervejs. Ja, dét kan vi også klare).
Vi er alle fire sådan between books for tiden, så vi sparrede på en titel, en bagsidetekst og en spritny plotidé. Og da vi sagde farvel fem timer senere, havde vi afværget et dødsfald, “Jamen jeg vil så gerne at han skal dø,” sagde Julie, men det må vente til en anden god gang, vi havde afklaret titlen på et nyt værk fra Marens hånd, og vi havde filet på Helles bagsidetekst, så den bliver den bedste reklame for hendes næste bog (som kommer til november).
Næste gang vi skal ses, er endnu en bog fra verdens sejeste skrivegruppe røget på gaden, den tredje i år. 2013 er ren champagne. Også ved bordet med den hvide dug – det føles i hvert fald sådan hver gang vi ses. Vi kan kun tage endnu flere trofæer hjem. Det er jo sådan det er at være del af et team.
(Tænkte nok at en nøgen fodboldoverkrop kunne få dig til at kigge forbi. Det er tarveligt, jeg ved det. Men du er her jo, ik’? Billedet er nolet her. Og der er flere).
