bred vingerne ud

Inden for de sidste år er der blevet skåret hårdt i de danske udgivelser – og det har kunnet mærkes: Der er blevet fyret en del rundtomkring på redaktionerne, og mange af os freelancere har fået sværere ved at få opgaver nok – men vigtigst af alt har det betydet at forlagene ikke tør satse på mange af de skæve, finurlige og såkaldt smalle bøger; dem der ikke appellerer til det brede publikum.

Jeg synes det er sundt at man kigger sin udgivelseportefølje efter. At man ser hvad der er rentabelt, og hvad som ikke er – men det fine ved at udgive bøger som rigtigt mange gider læse, har også hidtil været at der netop af den grund var plads til at lave de bøger knap så mange ville læse. De bøger som kun havde en lille læserskare, kunne lægge sig i slipstrømmen af Jussi Adler-Olsen eller hægte sig på Fifty Shades, og det betød at vi trods vores lille sprogområde havde et relativt bredt bogmarked.
Siden forlagsbranchen, sådan lidt brat, vågnede op til finanskrisen, har det set en anelse anderledes ud.

Derfor det så vidunderligt når en bog som denne lander på mit bord.

Små tasker

Ja, den handler om tasker. Om at sy dem selv – af alle mulige slags stoffer og plastik og med hanke af lukkedimserne på en øldåse – og den er kommet på det lille, ihærdige forlag Vingefang, der trods sin stramme udgivelsesprofil og (indtil videre) beskedne udgivelsesportefølje har højt til loftet.
Dét elsker jeg.

På Vingefang laver de små fine bøger om at gøre det selv; om at bage med rug og kager uden mel, om at lave mad med gran og om at strikke nissehuer. Og de to damer der har startet forlaget, gør (stort set) det hele selv: producerer, idéudvikler, pakker og redigerer – og så fejrer de alle deres udgivelser når de kommer.
Ja, de skåler simpelthen på at de nu sender en ny bog ud i verden – i går var det netop denne om de små tasker – og det er så helt igennem skønt når man så mange andre steder skærer ned, skærer ind, skærer væk.

Små tasker, opslag

champagnelejlighed

I morges mødte jeg til en korrektur om Finansforbundets historie og til møde med bogholderen der kom for at hente bilag (og glædede sig til at komme hjem og sortere dem foran tv’et med Tour de France som lydtapet. Altså en win-win. Og som altid bekræftede vi også i dag hinanden i at freelancelivet er lyksaligt) – og så lå den her i indbakken og smilede:

Hej Louise,

Nu hvor du har læst korrektur på mit speciale, og ligeledes engageret dig i indholdet. Vil jeg blot lige lade dig vide, at det gav et flot 12-tal under dagens eksamination.

Jeg ved godt jeg indimellem gentager mig selv: Men jeg  e.l.s.k.e.r  simpelthen mit arbejde.

regnskabspause

Jeg har verdens bedste bogholder.
Hun jubler når jeg har så travlt at jeg ikke liige har nået at få svaret på den der mail om at hun mangler et bilag. “Jeg klager bestemt ikke når mine kunder har noget at lave,” smilede hun sidst det skete. Hun ringer og spørger hvornår det kan passe at hun kommer og henter mine bilag – og det samme når hun hun vil høre hvornår hun kan komme forbi med mit regnskab. Og hun sørger for at jeg med ro i sindet kan afslutte året – før jeg fik hende (og selv lavede min udvidede selvangivelse. !#%?%!!), lukkede jeg altid øjnene når jeg trykkede send, og ventede kun på at jeg, venligt, men bestemt blev inviteret til gilde hos Skat.

I morgen kommer hun forbi og henter halvårsbilag, så i dag står den på regnskab og Mads & Monopolet. Efter fire utroligt arbejdsomme døgn til langt over midnat, er det en helt igennem god kombination.

halvårsregnskab

GAB

Har ikke tid til at blogge. Laver penge. Til langt ud på natten.

Onsdag aften/nat så det sådan her ud:

Natarbejde1

I går aftes/nat brugte jeg den her model:

Natarbejde2

I dag står den på kaffe, kaffe og kaffe. So long.

svindel i milliardklassen og noget om oste

De foregående dage har jeg jo leget julemand – og sikke en fest!
Det varer ikke længe før der atter er gaver på bloggen, men indtil da skal jeg have presset nogle penge – og i disse dage handler det blandt andet meget apropos (ha!) om finanskrisens syndere.
Jeg læser korrektur på en bog med den sigende titel Andre folks penge, skrevet af to journalister der har læst utroligt mange bankmødereferater, talt med et par af banksektorens whistleblowere og med mange af de større og mindre låntagere der kom i klemme da drømmen om huse med køkkener så store som balsale og træer der vokser ind i himlen i baghaven, brast.
Godt man aldrig har haft nogen form for likviditet så man, fordi det gjorde alle andre, formastede sig til at tage et lån med 0 % i rente og evig afdragsfrihed – og derfor stadig bor i et gammelt skrummel af en (leje)lejlighed ret meget midt på motorvejen.

I den mere muntre ende ligger den fine børnebog Tro, håb og gorgonzola (ja, er det ikke en skøn titel?) som jeg også er så priviligeret at læse korrektur på. Den minder om Vitello-bøgerne, som vi har skraldgrinet af hjemme hos os, og handler om drengen Anton der gerne vil finde en mand til sin mor. Den begynder sådan her:

Historien her handler en hel del om ost. Den handler også om overskæg og lange arme og om en mand med hår på ryggen. Men først og fremmest handler den om Anton, der egentlig bare ville hjælpe sin mor, men hvor alting pludselig begyndte at gå fuldstændig galt.

Og længere inde i bogen lyder det:

”Jeg ved, hvad vi kan bruge,” råbte Anton.
”Ikke så højt,” tyssede Molly. ”Vi skal være forsigtige.”
Anton lænede sig frem over bordet.
”Vi skal bruge en stor gorgonzola,” hviskede han. ”Så besvimer han lige på stedet.”
Molly rystede på hovedet og var ved at grine.
”En gorgonzola?”
”Ja, en gorgonzola,” sagde Anton. ”Jeg har selv set det i fjernsynet. Man skal sætte en stor klud lige op til næsen af dem, man skal kidnappe, og så besvimer man dem. Det kan godt være, det ikke var gorgonzola, men hr. Godtmod siger selv, at det virker.”
”Hvis hr. Godtmod siger, det virker, så er det rigtigt,” sagde Molly. ”Han lugter dårligt, men han lyver aldrig.”
”Jeg skaffer gorgonzolaen,” sagde Anton.
”Så skaffer jeg en stor sæk, vi kan putte Don Amore ned i, når vi har besvimet ham,” sagde Molly.

Og så er tonen jo ligesom slået an. Og lugten.

gorgonzola

(Billedet er nolet her. Hmmm).

nu skal I bare se løgsovs …

Det var med en vis ærefrygtig bæven at jeg for halvandet års tid siden sagde ja tak til at skrive filmbogen til animationsfilmen Gummi T.
Jeg tilhører jo en generation der er flasket op med Ole Lund Kirkegaard. Jeg elsker hans finurlige historier og tegninger, hans politisk ukorrekte pædagogik og hans helt særlige tone – kunne jeg mon ramme den? Og kunne jeg få en hel spillefilm kogt ned til en billededbog på 30 sider?

Det lod sig gøre – og det viste sig at være en ret hyggelig opgave. Jeg mener: Jeg fik jo penge for at se filmen op til flere gange, jeg fik lov at vælge de bedste billeder ud, og jeg genlæste Kirkegaards original og manuskriptet så mange gange at jeg næsten kunne de fine replikker udenad.

Derfor var jeg heller ikke i tvivl da jeg blev spurgt om jeg ville lave den her også:

Otto-bog

Og vupti: Et par gennemskrivninger senere er den kommet – og den kan blive din (eller dine børns eller dine børnebørns eller …).

Så smid en kommentarer, og jeg trækker lod blandt dem onsdag morgen.
Der er tre eksemplarer på højkant, så oddsene er gode. Siger det bare.