dit og dat

siger farvel til et forbillede

Posted on by Louise Urth Olsen / 3 Comments

Tilbage i marts skrev jeg det her indlæg om min tidligere sprogunderviser på universitetet, Jens Normann Jørgensen.
For et par dage siden erfarede jeg så at han nu er død af kræft, selvfølgelig, alt, alt for tidligt – og midt i en ellers meget arbejdsom dag var jeg lige nødt til at tage to minutter i stilhed.

Jens var, som man tydeligt kan læse af mit indlæg den dag i marts, en stor inspirator. Og ikke mindst den dag vi, hans tidligere studerende, fandt ud af at han er død, gik det op for mig at han har gjort et stort indtryk på ikke kun mig – og at mange af os, der i dag arbejder med sproget, ikke ville gøre netop det, på den måde vi nu har valgt at gøre det, hvis det ikke var fordi vi havde været så priviligerede at møde Jens på universitetet.
Tænk engang. Jeg håber han var klar over det. Håber at han vidste at han i rigtigt mange af sine studerende plantede et lillebitte sprogkrigerfrø. Og at mange af os, her ti-femten år efter at han gjorde det, nu har en sprogkrigerblomst med os hver gang diskussionen handler om det danske sprog.

Jens insisterede på at sproget er til for at blive brugt – også med alle de fejl og mangler (som han udelukkende betragtede som en berigelse) og nye ord og ord fra andre sprog man kan proppe ind i det.
Han ville mangfoldigheden, han stavede som han ville, for eksempel når han sendte mails (det vigtigste er jo forståelsen, kommunikationen, ikke?), han afskyede alle sure gamle mænd (altså, de sprogkonservative – og de findes i alle aldre), han afsluttede alle timer på universitet med at stille spørgsmålet: “Spørgsmål, indvendinger, brok? En lille sjofel vits måske?”, og udgangsreplikken i mange af hans mails var “Ugh!”

For et par år siden var han i Lounge og fortælle om blandt andet hvor dygtigt især de unge sprogbrugere (som han var stor fan af) er til at bruge sproget, og jeg har netop set det på nettet. Med en klump i halsen. Ikke mindst på sproget og sprogpolitikkens vegne.
Hvis I har tretten minutter og femogtyve sekunder, synes jeg I skulle gøre det samme.

Ugh!

Astrids dagbog/en freelancers lyksaligheder/work, work, work

pust og støn

Posted on by Louise Urth Olsen / 1 Comment

Skrev det her i min ungdomsbog (altså Astrids dagbog som btw udkommer den 15. august) for længe siden:

”Undskyld.
Jeg ved godt jeg ikke har været syg. Jeg har haft masser af tid, for jeg ser jo stort set ikke Mia mere, overhovedet. Jeg har faktisk ikke rigtigt nogen undskyldning. Jeg har bare ikke kunnet skrive. Jeg har ikke engang forsøgt. Du, søde dagbog, har bare ligget på skrivebordet, og der var støv på omslaget da jeg tog dig med herhen (i sengen) lige før.”

Jeg har det lige sådan. Undskyld. Men jeg laver penge i disse dage, og jeg lover at pleje bloggen kærligt igen, lige om lidt, når jeg har fået fogeden fra døren.

monster high/oversættelse/smugkig/ungdomsbøger

mere død end nogensinde – et smugkig

Posted on by Louise Urth Olsen / 2 Comments

Har lige godkendt bagsideteksten til Monster High 4 – som har undertitlen Tilbage og mere død end nogensinde.

LALA
PAK’erne er endelig frie, og Lala blotter nu stolt sine hugtænder. Men da hendes far kommer på uventet besøg, kan (flager)musen ikke længere danse på bordene. Mr. D mener, at PAK’erne skal have deres helt egen skole, men Lala er ikke klar til at opgive de rettigheder, hun og hendes venner har kæmpet så hårdt for. Da hun hører om en glamourøs konkurrence, hvor den skole, som vinder, får penge og hovedrollen i en landsdækkende annoncekampagne, beslutter hun sig for at bide til.

FRANKIE STEIN
Frankie slår gnister ved tanken om at repræsentere Merston High i en landsdækkende annoncekampagne. Det eneste, hun skal gøre, er at vinde den interne konkurrence på skolen, imponere dommerne – og slå Cleo de Nile. Øh, nemmere sagt end vundet. Cleo klynger sig til sin dronningebikrone som en kat til et kradsetræ. Vælger Frankie at opgive sin pæn pige-attitude og få Cleo (og hendes ego) ned med nakken én gang for alle?

MELODY CARVER
Melody lever det vilde liv, da hun hjælper Candace med at snige sig ind til en koncert, og hun selv ender med at blive bedste venner med bandet. De beder hende være deres nye forsanger, og hun fanger hele det seje collegepublikums opmærksomhed – og den hotte roadie Granits. Melody fyrer den af – og Jackson flipper ud, ikke mindst da det viser sig, at bandets tourplan truer med at ødelægge deres sommerferieplaner, sammen. Vil Melodys beslutning knuse hendes drømme – eller hendes hjerte.

Så fik I ligesom præsenteret de vigtigste tøser (Ja, Lala er vampyr (og hedder i virkeligheden Draculaura), Frankie Stein er bygget af sin far (og er Frankensteins barnebarn), og Melody Carver er sirene (og derfor ret så god til at synge. Og overtale folk til at gøre som hun ønsker)).
Det lyder totalt teenageskønt, gør det ikke?
Bogen udkommer om en tre ugers tid – og indtil da skal jeg nok holde min bøtte om flere monstre. Men så giver jeg den også gas med konkurrence og det.

MH4

verdens sejeste skrivegruppe

ud og skyde katte

Posted on by Louise Urth Olsen / 1 Comment

Som jeg har skrevet tidligere, bliver 2013 verdens bedste skrivegruppes år. Intet mindre.
Vi skød udgivelsesfesten i gang inde i Rosinantes fine lokaler med udsigt over Kultorvet i går, vi fejrede Julie – og den her:

Julie

Jeg havde mindstebarnet med. Hun havde flere gange, sådan lidt bævende, spurgt hvad en reception nu er for noget, men da jeg kunne lokke med cola og chips, forsvandt alle receptionsnerver, og hun passede perfekt ind i selskabet i sin diamantpyntede kjole og grønne gummisko.

Julie lignede i vanlig stil en million: op på stilletterne, lange ben og udslået hår – og hvis man ikke vidste bedre, ville man have svært ved at tro at det er hende der har skrevet serien om Rebekka Holm. For indimellem er hun ret grum. Ikke mindst i den her.

Julie er gruppens dramaqueen, på den gode måde, og når vi andre sidder og piller i sproget og noget med en spændingskurve og noget foreshadowing og måske et lille poetisk billede? – ja, så skriver Julie bemærkninger som denne i vores lille lukkede gruppe på Facebook: Nu har jeg testet Singer/kattescenen på begge mine katte og må konstatere at det sagtens kan lade sig gøre :-(.
Fordi vi et par dage tidligere havde haft en (forholdsvis højlydt) snak om om man kunne slå katte ihjel ved hjælp af en Singer-symaskine.
Det kan man åbenbart.

I dag er vi så flere der, mindst lige så neglebidende som Julie, venter på anmeldelserne (det føles jo næsten som om det også er skrivegruppen der skal anmeldes, for vi har jo haft fingrene helt nede i mordene og blodet og efterforskningen), men den første vi har googlet os frem til, er den her.

Så behøver jeg jo sådan set ikke sige mere, vel?

 

 

dit og dat

troede jeg bare kunne stå op når uret ringede

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Når ulven er ude …
sover duerne længe.

Det er således lykkes mig og mindstebarnet at sove mindst en time længere end vi plejer, de sidste to dage, og efter syv år med samme rytme er der gået totalt ged i det derhjemme.
I dag afleverede jeg derfor datteren for sent – i børnehaven-der-ellers-ikke-forventer-at-man-kommer-før-henad-halv-ti-tiden – og jeg er først rigtigt landet i skrivebordsstolen nu. Har ikke engang fået kaffe.
Jeg har faktisk slet ikke tid til at blogge. Eller spise frokost. Eller gå på toilettet.
I dag skal jeg nemlig læse korrektur på den her:

Babybog

oversættelse/ungdomsbøger

singing in the rain

Posted on by Louise Urth Olsen / 2 Comments

Jeg elsker København.
Selv en dag som denne der begynder i silende regn, er der sort af cyklister på cykelstierne, indpakkede i plastik, og mange med små sludrende unger på bagagebæreren eller i ladcyklen. Selv yngstebarnet hyggede sig under kalechen i Nihola-cyklen. Og hun er ellers ikke den største fan af morgener for tiden.

Vi har sendt størstebarnet og ulven på lejrskole i fire dage. Sønnen tabte den ene fortand i toget på vejen og sover på sovesal med jeg ved ikke hvor mange andre børn, så han har allerede oplevet mere end han havde håbet. Og forventningerne var høje. Ulven skal (selvfølgelig) sove i bivuak med nogle af de sejeste drenge og piger, så jeg under dem at de kunne få bare én nat i tørvejr.

Er selv ret glad for at jeg bare skal sidde her indendøre med en caffe latte, Jazz Op og korrekturen af fjerde og sidste bind i Monster High. Den udkommer over sommeren – og jeg har allerede planer om at udlove et samlet sæt bøger når 4’eren kommer frisk fra tryk. Hvis du som jeg indimellem kigger ud over en regnvåd by/mark/have/gård, kunne du jo tænke over om du har en datter/kusine/niece på 12-15 år der kunne være den helt rette til at vinde netop dem.
Vil du gerne vide hvad de handler om, har jeg vist nok nævnt dem i et par indlæg før, men jeg kan da sige så meget som at de er sjove, sprogligt finurlige og befolket af teenagemonstre – og særdeles velegnede til en regnvejrsdag.

dit og dat

selv stilheden er overbærende

Posted on by Louise Urth Olsen / 1 Comment

Holder pinsefri med mand og børn, men indimellem sniger jeg mig til at tage en ny bid af Pandæmonium. Er stadig rigtigt glad for den – ikke mindst den her lækkerluns:

Timerne her er en masse flade og runde grå skiver, der drejer rundt oven på hinanden. De lugter surt og støvet, som en sultendes ånde. De kværner så langsomt, at det ser ud, som om de slet ikke bevæger sig. Men de presser nedad og nedad i det uendelige.
     Og så, uden varsel, bliver lyset slukket, og vi kastes igen ud i mørket. Jeg mærker en lettelse så voldsom, at det grænser til glæde: Jeg har klaret endnu en dag. Med mørket begynder min uro og generthed at gå i opløsning. Om dagen er Julian og jeg kejtede og på kant med hinanden. Men i mørket er jeg glad, når jeg hører ham vende sig på feltsengen og ved, at vi kun er adskilt af en halv meter
luft. Der er en vis trøst i hans tilstedeværelse.
     Selv stilheden føles anderledes nu – mere overbærende.

Det er fint, ikke?