endnu en sprognørdet tanke

Nogle gange kan det godt være svært at forklare folk hvorfor det der med sprog er så fascinerende.
Jeg har aldrig været særligt vild med matematik, men der er alligevel en matematisk logik over sproget som tiltaler mig. Hvis man skruer en sætning sammen så pointen kommer sidst, så slår den indimellem hårdere. Hvis man bryder en sætning op med en tankestreg – ja, så står det man siger, ofte tydeligere. Hvis man siger “din bøf” til sin datter, kommer hun tit til grine, og det ville hun ikke hvis man sagde “dit fjols”. Og så videre. Det er præcis dét der er så betagende, synes jeg: Alle sproglige valg har på en eller anden måde en effekt.

Når det så er sagt, kan jeg også blive så r…hamrende irriteret på det – ikke mindst som korrekturlæser.
Så r…hamrende irriteret over alle de ulogiske stavemåder, inkonsekvenserne – og så alle dobbeltformerne. De er de værste! Almindelige mennesker kan ikke finde ud af dem – og korrekturlæserne skal have ekstra mange kopper kaffe for at holde rede på om forfatteren til den tekst de er ved læse, skriver selvom eller selv om – kranie eller kranium – højtaler eller højttaler – takle eller tackle. Skriver vedkommende plastik med c eller k? Taxi eller taxa? Skriver han DVD eller dvdGrinte eller grinede? Ude og køre eller ude at køre? Og hvad med -t på adverbialer der ender på -ig eller -lig – og står som gradsangivelse: Skriver vedkommende for eksempel virkeligt/rigtigt/oprigtigt glad (for noget) eller virkelig/rigtig/oprigtig glad for noget? (Ja, undskyld, det blev lige lidt teknisk – men sådan kan min virkelighed også være).

Nå, men derfor bliver jeg også så glad når jeg falder over et (lettere tilrettet) billede som det her:

Sproget er en svær en

Det er derfor der er brug for nørder som mig.

candy, candy, candy #2

“Så er den der,” skrev min redaktør i går da jeg havde godkendt omslag og den sidste redigering og bagsidetekst.
Min bog er nu i kyndige hænder indtil en 1. korrektur lander på mit bord om en måneds tid.

“- det bliver en fed bog!” sluttede hun.

Jeg kan intet lave i dag. Jeg fejrer.

Imens kunne I jo høre Sliksangen på Spotify. Så kan det kun blive en god dag.

candy, candy, candy

Dengang jeg gik i gymnasiet i 90’erne, kunne jeg altid når jeg mødte om morgenen, høre om de andre jeg gik i gymnasiet med, som det sidste inden de gik ud ad døren, havde hørt P3.
Så stod vi der ved siden af hinanden i garderoben og nynnede Nothing Compares 2 U eller It Must Have Been Looove – og så var dagen ligesom skudt i gang.

Så blev jeg voksen, P3 blev skiftet ud med P1, og der var helt stille inde i mit hoved når jeg cyklede på arbejde. Så fik jeg børn og hørte pludselig aldrig radio om morgenen.
I stedet var lydsporet noget i stil med:
“Er det din eller min tur til at tage en lorteble?”
“Hvis du skifter, så tørrer jeg lige noget mælk op, ik’?”
“Kan jeg godt have den her kjole på, eller kan man se det er gylp der på skulderen?”

Nu er mine børn (halv)store, og det fedeste morgenritual vi har hjemme hos os, er Ramasjang Radio tilsat dans/tegneserier/tegninger.
Således var lydtæppet til min arbejdsdag i går dette omkvæd som kørte i loop inde i mit hoved sådan cirka hele dagen:

Jeg vil ha’ bolsjer, is og chokoladefrøer
karameller og lakrids i mit spiserør
Jeg vil ha’ konfekt og snask og tyggegummi
og så en sodavand oveni

Og det eneste jeg kunne kaste mig over her på kontoret, var en pære, en agurk og en dåse tun.

så gik den arbejdsdag

I går læste jeg Astrids dagbog igennem for sidste gang.
Jeg sad i læsehjørnet på kontoret med kaffe og ostemadder og læste fra jeg mødte om morgenen, til jeg gik hjem om eftermiddagen.

Seks en halv time tog det inkl. frokost og pauser ved kaffemaskinen og en enkelt telefonsamtale – så var jeg nået gennem det manus det har taget mig sådan cirka fire måneder at skrive.

(Skriver)livet er (indimellem) uretfærdigt.

arh, hvad – 100 år fra eller til

Jeg elsker når folk har gjort deres arbejde ordenligt.

Jeg har jo siddet de sidste par uger og redigeret romanen Den sidste nonne som foregår i 1530’erne. Derfor handler meget af mit arbejde om at få teksten til at passe til det århundrede den foregår i – samtidig med at den kan læses af mennesker der lever i det århundrede vi er i nu. Det er altid en spændende (og indimellem udfordrende) opgave.

I bogen spiller en række billedtæpper en afgørende betydning for plottet. Billedtæpperne hænger på gamle slotte og klostre – og jeg valgte at rette til gobeliner i stedet. Jeg synes det passede fint i sammenhængen, og det gav læseren en fornemmelse af at der var tale om noget ophøjet, om en række kunstværker.

Så var det oversætteren gjorde mig opmærksom på at hun meget bevidst havde valgt at bruge ordet billedtæpper. Fordi Gobelin-væveriet først blev grundlagt i 1663.

Godt så.