om Tanker bag

og vinderen er …

Posted on by Louise Urth Olsen / 2 Comments

Jeg tilhører jo en generation af jobshoppere. Vi skifter arbejde som unge piger skifter hårfarve – når vi har været det samme sted i en tre-fire år, begynder det at krible i fingrene for at finde et nyt arbejdsfællesskab af folde os ud i. Der er ligesom ikke rigtigt nogen af os der stræber efter det der faste job i det offentlige vores forældre drømte om, og 25-års-nålen og den uldne plaid fra fagforeningen? … Tja, der betakker vi os.

Det er i grunden en skam. For det er da helt og aldeles fantastisk at have jubilæum!

Tak for likes og fine, fine kommentarer. Og velkommen til alle jer nye der har fundet vej. Håber jeg kan levere varen fremover. Ellers lover jeg at der flere gaver når jeg runder indlæg nummer 200. Glæder mig allerede.

Og det fører mig jo videre til lodtrækningen. Har konsulteret random.org – og det udtrukne nummer blev: 11 (Ja, her ville jeg så have haft et fint billede af udtrækningsbilledet, men det kan jeg ikke finde ud af !#”¤%!).

Ikke desto mindre: Mathilde Pape, du skrev kommentar nummer 11, så du har vundet. Tillykke!
Du sender mig lige din adresse på louise@tankerbag.dk, så sender jeg dig fluks en stabel bøger, ik’?

Endnu en gang tak til alle jer der var her forbi. Det sætter jeg pris på.

 

den kan blive din!/om Tanker bag

jubilæumsindlæg – med gave

Posted on by Louise Urth Olsen / 46 Comments

Ja, så nåede jeg til indlæg nummer 100.
I går filosofererede jeg over hvad jeg har lært i min karriere som blogger hidtil – i dag er der gave. Til en heldig vinder.

Jeg har håndplukket et par bøger i reolen som jeg på den ene eller den anden måde har haft fingrene i. Der er noget Gummi T, lidt erhvervsafsløringer, en (virkeligt god) ungdomsbog, en ældre krimi og lidt mad. Noget er nyt, noget er (relativt) gammelt.

Gaven ser sådan her ud:

100-indlægs-gave

Så læg en kommentar her på bloggen – og jeg trækker lod blandt dem der er, i morgen aften (på et eller andet tidspunkt når vi alle er færdige med at bede).
Hvem ved, måske er DU den heldige?

 

Psst. Når der er 100 likes på min Facebook-side, er der atter en gave på spil.
Så af sted med jer!

om Tanker bag

når en blogger krydser sit spor

Posted on by Louise Urth Olsen / 3 Comments

I morgen poster jeg indlæg nummer 100.
Syret, ik’? Synes jo lige jeg har postet det allerførste af slagsen – og nu sidder jeg så her med indlæg om børn der slår ihjel, verdens sejeste skrivegruppe, Lukas Graham, min egen bog (og meget, meget mere) bag mig og filosoferer over mit liv som blogger.

Man kan roligt sige jeg har lært noget. Ikke mindst:

* at jo, det kan (næsten) lade sig gøre at skrive et indlæg om dagen – med et par enkelte svipsere. (Hvis ikke jeg har oplevet noget der er værd at skrive om, er der altid et eller andet obskurt i min fortid jeg kan hive frem. Ellers opfinder jeg noget)
* at det irriterer mig voldsomt når jeg I, læserne, finder stavefejl i mine indlæg
* at jeg bliver høj af likes og kommentarer – ja, af følelsen af at det jeg lige har sendt ud i cyberspace, rent faktisk rammer nogen, et eller andet sted, at det finder læsere
* at jeg er blevet pænt afhængig af dagens daglige fix på bloggens Facebook-side – man kan jo se statistik og alt muligt
* at min blufærdighed over at invitere folk til at synes godt om førnævnte Facebook-side er omvendt proportional med antallet af folk der rent faktisk tager imod invitationen
* at jeg scorer ekstramange læsere når jeg nævner Blachmann, sex eller lort(eliv) i en overskrift (surprise), når jeg skriver om smagen af bænkebidere, om Pinligt Selskabs julefrokost og om min holdning til sproget (og når Maren linker til mig)
* og sidst, men ikke mindst: at der er nogen som rent faktisk gider læse mine indlæg. At der er mange nye læsere (som finder vej til bloggen fordi de har søgt på ting som: “sibiriske ulve”, “kitler lækre”, “rød udslæt og hudafskrabninger. børnesygdom” og “spise en bænkebider”) – men der er også rigtigt mange af jer der gider komme igen. Og igen.

Tak. Helt ægte og godt gammeldags tak.

den skal I se at få fingre i!/dit og dat/min sibiriske ulv

ah, bella Italia

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

For mange år siden læste jeg den her da jeg var på rygsækrejse med ulven i Italien.

RosensNavn (1)

Vi fik begge Italien helt ind under huden på den tur.
Og jeg kan stadig fornemmede duften af de våde sten da vi sad i skyggen ved en fontæne i den vidunderlige middelalderby Perugia, med udsigt over de grønne bjerge og husene der alle ligner gamle fæstninger, og jeg læste om den unge munk Adsos kødelige lidelser da han sammen med sin mentor, William af Baskerville, skal løse en mystisk mordgåde på et gammelt italiensk kloster.

Nu sidder jeg så og redigerer, kan man sige, damependanten til Rosens navn. Den sidste nonne hedder den, og det er en fin roman der også udspiller sig i og omkring et kloster og ikke handler om en ung munk, men en ung nonne og alle hendes lidelser – og mysteriet om Athelstans krone.
Og midt på en regnvejrsgrå tirsdag kan jeg pludselig fornemme de toppede brosten i Perugia under mine såler, jeg kan se en langt yngre udgave af ulven sidde der på bænken ved siden af mig og fange stemningen med et stykke farvekridt på sin skitseblok, og jeg huske følelsen af at her kunne jeg blive siddende, altid.

Jeg ville have lagt et par billeder af Perugia ind mellem alle ordene, bare så I liige kunne få en fornemmelse af hvor lækker byen er, men jeg kunne ikke vælge. Så gør jer selv den tjeneste at google – jeg lover at I får sol i maven og udlængsel på stedet.

(Billedet er tyvet her. Og jeg behøver vel ikke sige at I skulle se at få læst Rosens navn hvis I ikke allerede har gjort det, vel? Og gerne i Italien).

 

dit og dat

magi i hverdagen

Posted on by Louise Urth Olsen / 5 Comments

Magi2

Igennem de sidste par år har vi haft en filmklub sammen med min bror og nu også hans kæreste.
Vi skiftes til at vælge film og sammensætte en menu der passer til – hvorudfra de andre skal gætte hvilken film vi skal se. Det er virkeligt spas.

I starten var det afgjort filmen der var det vigtigste, men efterhånden sneg menuen sig ind på os – og nu er det altid maden og den efterfølgende snack der også skal passe til filmen, som er det sjoveste.

Vi har således spist rødbedesuppe med isafkølet vodka og sorte og hvide snacks til Black Swan. Vi har haft svensk tema med Herrljunga-cider, köttboller og Estrella til Luftkastellet der blev sprængt. Vi har spist rummad: konserves servereret i små folieindpakkede måltider og energidrinks til filmen Moon (der er aldeles fremragende!). Ja, vi har sågar spist krydret kød med fingrene med mandelvin til den aften vores tallerkener var nybagt brød, og vi så Monty Python og de skøre riddere.

Jeg kunne blive ved – fordi det er sådan et fantastisk koncept.
Det sparker magi ind i hverdagen og finurlighed, inspiration og farver – og hver gang vi har sat os til endnu et temabord, har jeg følt mig mere klar til hverdagen dagen efter.

Ungerne er kun med til maden – men de elsker det! Gætter glad og gerne med og synes altid det er en fest fordi der ofte også sniger sig ting ind på aftensbordet som  ikke plejer at indgå i menuen (for eksempel muffins, funny drinks med paraplyer, smoothies med lakridssmag (det var dengang vi så Men in Black, og vi indtog den kulsorte menu med solbriller på) og den slags). Så nu har vi udvidet til en børnefilmklub.

Se, det er magisk.

Magi

I går stod den på eventyrlig frokost med feer og luftige sandwich og blomsterte og nektar og flyvende lette kys inden vi så De eventyrlige vogtere (skøn, skøn familiefilm!).

Magi3

Det var alt sammen så fortryllende at også ulven har lavet et blogindlæg om det – og der er mange flere fine billeder.

Astrids dagbog

kan efterhånden godt se at der kommer en bog ud af det

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Har fået sidste redigering af Astrids dagbog – og min søde redaktør slutter sin mail af med ordene:

Hvor er den altså god, i øvrigt! Det har virkelig været en fornøjelse, og jeg er vild med Astrids stemme. Jeg synes, historien flyder så smukt og at den er både sjov og dramatisk i en helt rigtig blanding. 

Således opløftet vil jeg tage dagen fri og holde mindstebarnet i hånden når hun tager på besøg på skolen der efter sommerferien ikke blot er størstebarnets, men også hendes.

God fredag, derude. God weekend.

en freelancers lyksaligheder

når sprognørderne holder kaffeslabberas

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

For et par år siden samlede jeg en flok freelancekolleger i en kaffeklub.
Vi mødes nogle gange om året og sludrer arbejde, opgaver, tilstanden i forlagsbranchen i almindelighed — og ikke mindst sproglige strømninger, vi er jo alle sprognørder – altså, alt det der fylder, men som de færreste lige kan vende på kontoret fordi rigtigt mange freelancere sidder derhjemme og arbejder og derfor er satellitter i forlagsverdenen.

I går havde jeg trommet sammen igen. Og satellitterne var blandt andet fløjet til staden fra Odsherred, Helsingør og Gilleleje. Vi var flere der ikke havde set hinanden før, men som havde arbejdet sammen på kryds og tværs og kendte mange af de samme mennesker, forlagsbranchen er jo sit eget lille økosystem, og jeg blev som altid når vi mødes, bekræftet i at jeg har verdens fedeste arbejde (når der altså er noget at lave).

I går gik snakken blandt andet på retstavning i det offentlige rum, angsten for at lave århundreders korrekturbommert – i en omslagstekst – ungdomssprog versus tonen i middelalderromaner oversat fra nynorsk, hvor irriterende mange dobbeltformer der er på dansk (!”#!), og brugen af nice nu og lige efter Anden Verdenskrig. Det var mesterligt.

Hvad? Jamen jeg sagde jo at vi var sprognørder.