Hald Hovedgård – mon amour

sept08_4 027   sept08_4 018   sept08_4 023

For præcis et år siden rykkede jeg ind på Hald Hovedgård. Med i tasken havde jeg et væld af noter, to manuskripter der skulle gennemskrives, og en usikker forfatteridentitet jeg ikke rigtigt vidste om jeg turde tage op og kigge på undervejs.

Hald Hovedgård, der ejes af staten, er som der står på deres hjemmeside: “siden 1974 blevet drevet af Den Selvejende Institution Hald med det overordnede formål at sikre den fredede hovedgård som etfolkeligt, pædagogisk og kulturelt samlingssted“.” Og siden 2002 har hovedgården arbejdet efter nye vedtægter målrettet på at stå til rådighed for det danske litterære miljø.
Det er vi mange der er dybt taknemmelige over.

På Hald arbejdede jeg med mine egne tekster i otte dage. Kun afbrudt af løbeture i det eventyrligt snedækkede viborggensiske landskab, knirkende ture ned i køkkenet efter te/kaffe/mad, snak med min skrivepartner in crime, Lea, som sad lige på den anden side af væggen med det småblomstrede tapet og skrev ligesom jeg. I de andre værelser rundt omkring, over og under mig, sad der etablerede forfattere, debuterende lyrikere, fagbogsforfattere, skrivende mennesker – der alle havde det tilfælles at de havde valgt at fordybe sig i ord netop der. Som alle var enige om at det var helt o.k. at droppe rødvinen i pejsestuen til fordel for sin tekst, at spise på værelset i stedet for i det hyggelige køkken med det madamblåmalede køkkenbord, at vælge en gåtur i stedet for at blive hængende over kaffen.

Det eneste man skal for at få et af de fine værelser på Hald, er at skrive en rapport om sit ophold – og sende et eksemplar af den bog man har arbejdet på, til biblioteket. Tænk, så priviligeret.

Da jeg kom hjem igen, var det med to gennemskrevene manuskripter i tasken – og en forfatteridentitet jeg godt turde tage et kig på indimellem. Som jeg skrev i min rapport: “Inden jeg kom på Hald, havde jeg i mange år forsøgt at balancere et freelanceliv som oversætter, redaktør og korrekturlæser med det at skrive mine egne bøger. Jeg havde også fået skrevet flere manuskripter, deriblandt de to jeg havde med på hovedgården, men jeg var aldrig rigtigt kommet ud over rampen – og jeg havde aldrig fundet den rigtige balance. For hver gang jeg havde sat en uge af til at skrive mine egne ting, dumpede der altid en opgave ind ad døren (med andre ord en pose penge), hver gang jeg havde besluttet mig for at skrive hver dag over en lang periode, blev jeg overhalet indenom af en deadline eller to. Men på Hald, hvor jeg fik lov at koncentrere mig om udelukkende at skrive – og mødte andre der ligesom jeg bokser med at finde tid/ro/fordybelse til at skrive (også folk der ikke laver andet) – fandt jeg ind til kernen i det at skrive igen, nemlig at træffe et valg om at det er det man vil.

558690_336930266362022_1438643810_n

(De fine billeder af omgivelserne er taget af Per-Olof Johansson, og de alle tyvet her.)

neverending story

Jeg havde to børn der vågnede 02:20 i nat – så friske at den største lige måtte tjekke om det i virkeligheden ikke var morgen. Det kunne jeg betro ham nede fra dynens flødeskumsbløde varme, at nej, det var det ikke. Det sludrede vi så lidt om i en halv times tid, og da vækkeuret ringede ikke så mange timer senere, vidste jeg bare at jeg ikke skulle have skrevet det her indlæg i går.

For se nu hvad jeg blandt andet har brugt min tid på indtil nu:

http://www.youtube.com/watch?v=DpGdLsG87qo

 

 

jøgl & pangel – nu på rigsdansk

Der hvor jeg kommer fra, findes der et begreb kaldet jøgl og pangel.

Jeg ved om nogen hvor svært det er at oversætte begreber til (rigs)dansk så det er præcist dækkende – og jøgl og pangel er ikke nogen undtagelse. Spørger man derimod en hvilken som helst vendelbo, ved han eller hun præcist hvad jeg mener – nemlig at det betyder noget i retning af et hulans besvær, ja, at noget er pissebøvlet.

Dengang jeg var blonderet teenager med perlemorslæbestift og gulerodsbukser, var Jøgl & Pangel også landsbyens mest tjekkede (og eneste) dj’s. De var på alle folkeskoleelevers læber i alle skolegårde, havde den sejeste vinylsamling i hele oplandet og rakkede regionen rundt og spillede Thomas Helmig, Duran Duran og Rick Astley til samtlige sodavandsdiskoteker. Og jeg blev kæreste med den ene af dem, Morten med de brune øjne og et smil der kunne smelte en liter regnbueis, og fik lov til at hænge ud i boksen bag spotlysene og pladespillerne med en Jolly Cola i den ene hånd og dj-kæresten i den anden …

Nå, jeg fortaber mig.

Men som du kan se, er der noget ganske særligt ved jøgl og pangel. Det er så fedt et begreb. Der findes ikke rigtigt andre ord der dækker det – og pangel er desuden et udmærket verbum. Man kan rent faktisk pangle med noget, altså døje med noget — men I kan godt høre det, ik’? pangle er så meget bedre.
Man kan for eksempel pangle med at få skulderpuderne til at sidde som de skal, i ens nye mintgrønne blazer, man kan pangle med at få motoren bakset på plads i sin nye Toyota Corolla – og man kan pangle med at finde de helt rigtige ord i en oversættelse.
Lige nu forlyster jeg mig jo med allersidste bind af Monster High – og sidder netop nu og pangler med oversættelsen af sætninger som:
ghouls just wanna have fun,
camPAIN in the butt og
gritty’s the new glossy. 

Når jeg altså ikke drømmer mig tilbage til dengang jeg brugte alle mine penge på Bravo, og Limahl var det allermest hotte.

a

(Det er sgu da ikke så underligt hvis jeg ikke får lavet noget, vel?).

Murakami & maratonløb

En sommer for flere år siden læste jeg denne her:

hvad-jeg-taler-om_www

Jeg havde da læst flere af Murakamis bøger og tænkte at den her var lige noget for mig. Og det var den.

Der er noget inciterende ved at komme ind i hovedet på en forfatter, at (prøve at) forstå hvor historierne dannes, hvad der får dem ned på papir, at få en fornemmelse af forfatterfagets disciplin. Den samme fascination kan jeg opleve når jeg hører en professionel sportsudøver fortælle om sin passion, om kampen for hele tiden af blive bedre, at præstere mere. Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe er med andre ord det perfekte miks.

Bogen er en filosofisk manual i disciplinerne at løbe (utallige maratonløb) og skrive (lige så utallige) bøger. Den er inspirerende og underholdende, spækket med anekdoter og tips fra alle de mange lande Murakami har været i, og da jeg lå der, den sommer jeg slugte den, på et tæppe på mit yndlingssted i hele verden, Assistens Kirkegård, føltes det som om at det der med at kombinere forfatterlivet med et liv som maratonløber, ja, det var peace of cake.

Nu ved jeg godt, jeg ikke er en benet og senet japansk mand på 63 år og sådan cirka 50 kilo der løber mindst to maraton om året og indimellem lige skriver en bestseller eller to – men de sidste to år har jeg løbet tre gange om ugen. To korte ture i hverdagen og en længere tur i weekenden. I går løb jeg 9,5 kilometer. Det skulle jeg åbenbart ikke have gjort.
Dagen før havde jeg godt nok mærket en (lillebitte) ømhed i anklen (ikke noget at regne, jeg kunne ikke engang huske jeg havde slået foden, og) jeg kunne altså sagtens løbe. Til gengæld kunne jeg ikke gå da jeg fik løbeskoene af, og sad således det meste af eftermiddagen med is på foden og lod mig opvarte af mand og børn. Og længtes efter den der sommer på Assistens …

Godt jeg havde flere bøger af Murakami i reolen.

(Billedet er lånt fra Klims hjemmeside – og der er meget mere Murakami).

drømmen om et ISBN-nummer

Dengang jeg besluttede mig for at prøve forfatterdrømmen af, havde jeg allerede skrevet takketalen til BogForums Debutantpris i hovedet. Jeg så mit Oscar-moment for mig da jeg sad og skrev på mit første ungdomsbogsmanuskript her på tegnestuen, og da jeg finpudsede det på Hald Hovedgård for præcis et år siden.
Jeg ved jo godt at vejen til en karriere som forfatter er lang og snoet, at den kræver utallige omskrivninger, gennemlæsninger og nye skud på plotstammen – men indimellem er det bare så rart at tage vinger på og let og elegant svæve hen over alle svingene og bumpene og lande der hvor vejene ender. Der hvor alle ens ord er pakket fint ind i omslag med bagsidetekst, ISBN-nummer og hele molevitten, og der allerede er nogen som har læst dem. Og som synes om dem.

Dengang jeg besluttede mig for at nu skulle der ikke files mere på det manus før en kyndig redaktør havde kigget på det, nu skulle det af sted (goddammit!), og jeg med frygt og bæven sendte det ud i forlagsverdenen, og jeg skrev igennem, flere gange, og jeg ventede – ja, der arbejdede jeg videre på takketalen, drømte om alle de søde teenagepiger som ville være venner med mig på Facebook, om alle de kys jeg ville få af min mand (der – selvfølgelig – var ved at revne af stolthed) og om alle de likes jeg ville få her …

Alle drømmene fik det til at suge i maven, gav mig gåsehud – men ingen af dem, ingen, slog det fede og lykkelige smil der bredte sig over mit ansigt da en mail fra min redaktør i går (bare lyden af det: min redaktør) indledtes sådan her:

Yiiihaaa, vi har besluttet at antage dit manus, så tillykke med det 🙂
Jeg synes det er underholdende og velskrevet og helstøbt, så jeg tror, det bliver en nem redigering med kun småting at komme efter …

glad kat, jpg

(Den lallegladt lykkelig kat = mig er lånt her).

om at sluge et næsehorn

N_sehorn_i_Zoologis_620689a

I virkeligheden burde jeg sidde med en rød sodavand og yoghurt med pinocchiokugler som drys. Jeg burde sidde tilbagelænet med fødderne oppe på bordet og tyggegummi i kæften og fregner i hele ansigtet.

I stedet sidder jeg ret op og ned med ærefrygt i fingrene og taster replikker som:
Næsehorn? Du fredsens, hvor børn dog lyver nu om stunder og
Brug nu ikke pengene på unoder og usunde ting (det gad jeg ellers godt, hårh!) og
Så, nu går vi ud i køkkenet og drikker en fire-fem sodavand, så skal du bare se lægsovs, Viggo.

Jeg skriver om Sille, Topper, Viggo og en vis barnevogn ved navn Skæve. Og findes der en himmel til alle de forfattere som er krøbet ind under huden på os da vi som børn bladrede gennem den ene magiske fortælling efter den anden, håber jeg inderligt Ole kigger ned på mig og kan se at det er med en vis frygt og bæven jeg nu prøver at få en billedbog anno 2013 ud af hele hans finurlige univers.

(Har lånt billedet her).

når børn i pyjamas slår ihjel

Når en bog begynder sådan her:

Det er ikke ofte, man kan fastslå, præcis hvornår et udbrud af massehysteri
begyndte. Men den dato, jeg husker tydeligst, er søndag den
16. september, da et barn i en pyjamas med sommerfugle på myrdede
sin bedstemor ved at skyde hende i halsen med en sømpistol. Angrebet
fandt sted i familiens dagligstue i Harrogate på en skyggefuld, grøn
blind vej af den slags, hvor ingen smider affald, og man stadig kan høre
fuglesang.

– ja, så ved man ligesom godt at man har seriøst uhygge i vente, ikke?

Jeg blev færdig med korrekturen af Liz Jensen i går. Og de sidste 50-60 sider læste jeg med fornemmelsen af at en eller anden havde tyret en fodbold i maven på mig.

Hvis du kan lide A.J. Kazinski og Jean-Christophe Grangé, tror jeg også den her er noget. Og så minder den også en smule om en af mine yndlingsbøger En fortælling af blindhed …

Glæd jer, den udkommer 4. marts.