drømmen om et ISBN-nummer

Dengang jeg besluttede mig for at prøve forfatterdrømmen af, havde jeg allerede skrevet takketalen til BogForums Debutantpris i hovedet. Jeg så mit Oscar-moment for mig da jeg sad og skrev på mit første ungdomsbogsmanuskript her på tegnestuen, og da jeg finpudsede det på Hald Hovedgård for præcis et år siden.
Jeg ved jo godt at vejen til en karriere som forfatter er lang og snoet, at den kræver utallige omskrivninger, gennemlæsninger og nye skud på plotstammen – men indimellem er det bare så rart at tage vinger på og let og elegant svæve hen over alle svingene og bumpene og lande der hvor vejene ender. Der hvor alle ens ord er pakket fint ind i omslag med bagsidetekst, ISBN-nummer og hele molevitten, og der allerede er nogen som har læst dem. Og som synes om dem.

Dengang jeg besluttede mig for at nu skulle der ikke files mere på det manus før en kyndig redaktør havde kigget på det, nu skulle det af sted (goddammit!), og jeg med frygt og bæven sendte det ud i forlagsverdenen, og jeg skrev igennem, flere gange, og jeg ventede – ja, der arbejdede jeg videre på takketalen, drømte om alle de søde teenagepiger som ville være venner med mig på Facebook, om alle de kys jeg ville få af min mand (der – selvfølgelig – var ved at revne af stolthed) og om alle de likes jeg ville få her …

Alle drømmene fik det til at suge i maven, gav mig gåsehud – men ingen af dem, ingen, slog det fede og lykkelige smil der bredte sig over mit ansigt da en mail fra min redaktør i går (bare lyden af det: min redaktør) indledtes sådan her:

Yiiihaaa, vi har besluttet at antage dit manus, så tillykke med det 🙂
Jeg synes det er underholdende og velskrevet og helstøbt, så jeg tror, det bliver en nem redigering med kun småting at komme efter …

glad kat, jpg

(Den lallegladt lykkelig kat = mig er lånt her).

om at sluge et næsehorn

N_sehorn_i_Zoologis_620689a

I virkeligheden burde jeg sidde med en rød sodavand og yoghurt med pinocchiokugler som drys. Jeg burde sidde tilbagelænet med fødderne oppe på bordet og tyggegummi i kæften og fregner i hele ansigtet.

I stedet sidder jeg ret op og ned med ærefrygt i fingrene og taster replikker som:
Næsehorn? Du fredsens, hvor børn dog lyver nu om stunder og
Brug nu ikke pengene på unoder og usunde ting (det gad jeg ellers godt, hårh!) og
Så, nu går vi ud i køkkenet og drikker en fire-fem sodavand, så skal du bare se lægsovs, Viggo.

Jeg skriver om Sille, Topper, Viggo og en vis barnevogn ved navn Skæve. Og findes der en himmel til alle de forfattere som er krøbet ind under huden på os da vi som børn bladrede gennem den ene magiske fortælling efter den anden, håber jeg inderligt Ole kigger ned på mig og kan se at det er med en vis frygt og bæven jeg nu prøver at få en billedbog anno 2013 ud af hele hans finurlige univers.

(Har lånt billedet her).

når børn i pyjamas slår ihjel

Når en bog begynder sådan her:

Det er ikke ofte, man kan fastslå, præcis hvornår et udbrud af massehysteri
begyndte. Men den dato, jeg husker tydeligst, er søndag den
16. september, da et barn i en pyjamas med sommerfugle på myrdede
sin bedstemor ved at skyde hende i halsen med en sømpistol. Angrebet
fandt sted i familiens dagligstue i Harrogate på en skyggefuld, grøn
blind vej af den slags, hvor ingen smider affald, og man stadig kan høre
fuglesang.

– ja, så ved man ligesom godt at man har seriøst uhygge i vente, ikke?

Jeg blev færdig med korrekturen af Liz Jensen i går. Og de sidste 50-60 sider læste jeg med fornemmelsen af at en eller anden havde tyret en fodbold i maven på mig.

Hvis du kan lide A.J. Kazinski og Jean-Christophe Grangé, tror jeg også den her er noget. Og så minder den også en smule om en af mine yndlingsbøger En fortælling af blindhed …

Glæd jer, den udkommer 4. marts.

bænkebidere knaser og smager surt

bænkebider

Pyha.

Læser korrektur på den næste bog af Liz Jensen, De ubudne hedder den, og selv med helt ro på kontoret og al den søvn i kroppen den kan kapere, er det noget af en opgave. Der er næsten ingen fejl, det er slet ikke det, men noget af det der interesserer den autistiske hovedperson er blandt andet Venn-diagrammer, origami, dissociativ fugue og navne på farver som Okker Bisquit, Blød Karamel og Mombasarød.

Altså, ikke just mine spidskompetencer. Heldigvis er der også indimellem afsnit der ikke kræver at jeg tjekker stavemåder og den slags i Den Store Danske Encyklopædi, for eksemel det her som indtil videre er min yndlingspassage:

“Hvor er din mor henne?”
“Ude i haven. Vi var ved at hive mælkebøtter op, men hun blev rigtigt arrig, fordi jeg spiste en bænkebider, og hun sagde, jeg skulle børste tænder, og at det var klamt, og det er derfor, jeg er herinde, for at vaske det af, for jeg har stadigvæk mudder og alting i munden, bænkebiderblod.”
“Spiste du en bænkebider?”
“Jeg spiste faktisk en masse bænkebider. Måske over hundrede. Når man rører ved dem, ruller de sig sammen til en kugle. Og så spiser man dem ligesom peanuts. Jeg fandt dem nede i jorden, der var en hel rede under en pind. Nogle af dem var mindre end et … end et peberkorn eller en myrenumse.”
“Freddy K. Det er flertal. Så det hedder bænkebidere. Smagte de godt?”
“Njet. De knasede. Lidt sure. Og de lugter underligt.”

Men I skal endelig ikke lade jer narre af bænkebiderblod og myrenumser. Bogen er grum og  mystisk og sindssygt uhyggelig.

(Jeg har for øvrigt lånt billedet her).

det der med sex, ik’?

som min skrivegruppe sagde forleden
Det går ikke særligt godt.

Jeg har i hvert fald brugt brugt hele weekenden på at tænke over hvordan jeg kan komme om ved at min hovedperson er femten (næsten seksten), at hun er en helt almindelig teenager, at hun ikke fejler noget, hverken fysisk eller psykisk – og at hun derfor sikkert, højst sandsynligt tænker på sex/dyrker sex/snakker om sex. Med en eller anden. Eller flere.

Men jeg tænker: Man kan vel godt være netop det – og leve et helt almindeligt teenageliv med cafébesøg, tøsefnidder og intriger, med idiotiske forældre og fascination af de ældre drenge – uden at tænke på sex. Overhovedet. Måske er hun bare så optaget af at læse bøger, af at være en god veninde og lægge øre til alle venindernes problemer. Måske vil hun bare gerne have en god uddannelse, så hun bruger al sin fritid på at lave lektier, på at læse forud, på at terpe. Ja, måske synes hun bare det er federe at skrive dagbog og sludre med sin far i køkkenet over en caffe latte, med jazz på dab’en og byens puls på den anden side af vinduerne.

Nå, det mener I ikke?

Jeg er bange for at de har ret, min skrivegruppe – jeg er en snerpe. Shit, altså.

(Psst. Jeg er kommet på Facebook. Du kan synes godt om siden her. Hvis du synes).

bruger De mord i kaffen?

skrivegruppe

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro vi bare er fire veninder eller kolleger der er ude for at drikke en kop kaffe sammen. Vi sidder der med mælkeskum på læberne og snakker og snakker – om lækre mænd, umulige unger, overvægt og den nyeste pung fra Marc Jacobs …

Ha! Hvis man ikke vidste bedre, sagde jeg jo.

For så kommer manuskripterne på bordet, og er man så (u)heldig at man har sat sig ved nabobordet, er det man hører sætninger som:
Jeg synes det ville passe rigtigt godt med en voldtægt på side 71 og
Åh, jeg elsker simpelthen når du bliver ond – men ville det ikke være federe hvis han pakkede den ind i toiletpapir og bare satte ild til?
og Hvad med moren, skal hun ikke bedrage faren big time – igen? Det ville fungere vildt godt, synes jeg
eller Hvad med sex? Jeg mener, de knalder vel hele tiden, gør de ikke?

Jeg var i skrivegruppe i går – og hvis det der forfatterskab engang kommer til at stå og prange i min stue, så skyldes det ikke mindst de tre damer der uden sammenligning udgør verdens sejeste skrivegruppe.

Vi består af lige dele plotdrevne krimiforfatterinder og ja … nogen der er knap så plotdrevne – og det er rigtigt godt for sådan en som mig der let forelsker sig i sproget og glemmer at der (jo, for filan) også er nødt til at være en historie som sproget kan sætte ord på. Min standardbemærkning er således: Jamen jeg ved sgu da ikke hvad der skal ske herefter – men lyder det ikke godt?
Jo, jo – men der er jo nødt til at være noget plot, noget drama. Ja, hvad er hendes drama egentlig? siger de så, og jeg tager lige en ekstra slurk kaffe og prøver at finde noget drama i et 15-årigt pigeliv på Frederiksberg.

I går blev jeg (for femtende gang) bedt om at få noget sex på banen, noget onani, synes de for eksempel ville være en rigtigt god idé (og for en snerpe som mig (ja, tænk, det kalder de mig …), ville det klart være nemmere hvis de bad mig strø et par mord ud over handlingen, gerne nogen med toiletpapir og en tændstik, eller et lille terrorangreb eller noget helt tredje …

medicinske betegnelser & monstrøs slang

Noget af det fedeste ved det her freelanceliv jeg lever, er afvekslingen. Selvom jeg primært arbejder med ungdomsbøger, laver jeg også andet – og når man skifter mellem at oversætte bøger om engle og monstre og tøseintriger og læse korrektur på biografier af erhvervslivets spidser, voksenkrimier og museumskataloger, så skærpes ens sproglige sans. Virkelig.

Det danske sprog er jo herligt inkonsekvent hvad angår stavemåder og den slags, og der er så utroligt mange dobbeltformer (#”!?”!) at det er umuligt at holde styr på dem alle (men dét ændrer mine nytårsforsætter jo på) – så for sådan en som mig der gerne vil have styr på det meste, er det rigtigt godt at jeg hele tiden møder forskellige former for tekst – fordi det er derigennem jeg præsenteres for sprogets mangfoldighed. Det holder mig med andre ord skarp at jeg den ene dag er bedste venner med Urban Dictionary og Google, og den næste stærkt forlovet med Medicinsk Ordbog og Den Store Danske Encyklopædi.

I går baksede jeg således med ord som podrom, makroglossi og mikrogeni,og jeg havde lang mailkorrespondance med forfatteren til den her som lige fik afklaret for mig at tubes er slanger og ikke rør, og at sønnen mener vanvittig når han siger at hans mors er mad – og ikke sindssyg. Og i dag er det første jeg har googlet, derimod peasant skirt, burble – meaning? og unlocke karakter på Nintendo …