For præcis et år siden rykkede jeg ind på Hald Hovedgård. Med i tasken havde jeg et væld af noter, to manuskripter der skulle gennemskrives, og en usikker forfatteridentitet jeg ikke rigtigt vidste om jeg turde tage op og kigge på undervejs.
Hald Hovedgård, der ejes af staten, er som der står på deres hjemmeside: “siden 1974 blevet drevet af Den Selvejende Institution Hald med det overordnede formål at sikre den fredede hovedgård som et “folkeligt, pædagogisk og kulturelt samlingssted“.” Og siden 2002 har hovedgården arbejdet efter nye vedtægter målrettet på at stå til rådighed for det danske litterære miljø.
Det er vi mange der er dybt taknemmelige over.
På Hald arbejdede jeg med mine egne tekster i otte dage. Kun afbrudt af løbeture i det eventyrligt snedækkede viborggensiske landskab, knirkende ture ned i køkkenet efter te/kaffe/mad, snak med min skrivepartner in crime, Lea, som sad lige på den anden side af væggen med det småblomstrede tapet og skrev ligesom jeg. I de andre værelser rundt omkring, over og under mig, sad der etablerede forfattere, debuterende lyrikere, fagbogsforfattere, skrivende mennesker – der alle havde det tilfælles at de havde valgt at fordybe sig i ord netop der. Som alle var enige om at det var helt o.k. at droppe rødvinen i pejsestuen til fordel for sin tekst, at spise på værelset i stedet for i det hyggelige køkken med det madamblåmalede køkkenbord, at vælge en gåtur i stedet for at blive hængende over kaffen.
Det eneste man skal for at få et af de fine værelser på Hald, er at skrive en rapport om sit ophold – og sende et eksemplar af den bog man har arbejdet på, til biblioteket. Tænk, så priviligeret.
Da jeg kom hjem igen, var det med to gennemskrevene manuskripter i tasken – og en forfatteridentitet jeg godt turde tage et kig på indimellem. Som jeg skrev i min rapport: “Inden jeg kom på Hald, havde jeg i mange år forsøgt at balancere et freelanceliv som oversætter, redaktør og korrekturlæser med det at skrive mine egne bøger. Jeg havde også fået skrevet flere manuskripter, deriblandt de to jeg havde med på hovedgården, men jeg var aldrig rigtigt kommet ud over rampen – og jeg havde aldrig fundet den rigtige balance. For hver gang jeg havde sat en uge af til at skrive mine egne ting, dumpede der altid en opgave ind ad døren (med andre ord en pose penge), hver gang jeg havde besluttet mig for at skrive hver dag over en lang periode, blev jeg overhalet indenom af en deadline eller to. Men på Hald, hvor jeg fik lov at koncentrere mig om udelukkende at skrive – og mødte andre der ligesom jeg bokser med at finde tid/ro/fordybelse til at skrive (også folk der ikke laver andet) – fandt jeg ind til kernen i det at skrive igen, nemlig at træffe et valg om at det er det man vil.”
(De fine billeder af omgivelserne er taget af Per-Olof Johansson, og de alle tyvet her.)
