jøgl & pangel – nu på rigsdansk

Der hvor jeg kommer fra, findes der et begreb kaldet jøgl og pangel.

Jeg ved om nogen hvor svært det er at oversætte begreber til (rigs)dansk så det er præcist dækkende – og jøgl og pangel er ikke nogen undtagelse. Spørger man derimod en hvilken som helst vendelbo, ved han eller hun præcist hvad jeg mener – nemlig at det betyder noget i retning af et hulans besvær, ja, at noget er pissebøvlet.

Dengang jeg var blonderet teenager med perlemorslæbestift og gulerodsbukser, var Jøgl & Pangel også landsbyens mest tjekkede (og eneste) dj’s. De var på alle folkeskoleelevers læber i alle skolegårde, havde den sejeste vinylsamling i hele oplandet og rakkede regionen rundt og spillede Thomas Helmig, Duran Duran og Rick Astley til samtlige sodavandsdiskoteker. Og jeg blev kæreste med den ene af dem, Morten med de brune øjne og et smil der kunne smelte en liter regnbueis, og fik lov til at hænge ud i boksen bag spotlysene og pladespillerne med en Jolly Cola i den ene hånd og dj-kæresten i den anden …

Nå, jeg fortaber mig.

Men som du kan se, er der noget ganske særligt ved jøgl og pangel. Det er så fedt et begreb. Der findes ikke rigtigt andre ord der dækker det – og pangel er desuden et udmærket verbum. Man kan rent faktisk pangle med noget, altså døje med noget — men I kan godt høre det, ik’? pangle er så meget bedre.
Man kan for eksempel pangle med at få skulderpuderne til at sidde som de skal, i ens nye mintgrønne blazer, man kan pangle med at få motoren bakset på plads i sin nye Toyota Corolla – og man kan pangle med at finde de helt rigtige ord i en oversættelse.
Lige nu forlyster jeg mig jo med allersidste bind af Monster High – og sidder netop nu og pangler med oversættelsen af sætninger som:
ghouls just wanna have fun,
camPAIN in the butt og
gritty’s the new glossy. 

Når jeg altså ikke drømmer mig tilbage til dengang jeg brugte alle mine penge på Bravo, og Limahl var det allermest hotte.

a

(Det er sgu da ikke så underligt hvis jeg ikke får lavet noget, vel?).

Murakami & maratonløb

En sommer for flere år siden læste jeg denne her:

hvad-jeg-taler-om_www

Jeg havde da læst flere af Murakamis bøger og tænkte at den her var lige noget for mig. Og det var den.

Der er noget inciterende ved at komme ind i hovedet på en forfatter, at (prøve at) forstå hvor historierne dannes, hvad der får dem ned på papir, at få en fornemmelse af forfatterfagets disciplin. Den samme fascination kan jeg opleve når jeg hører en professionel sportsudøver fortælle om sin passion, om kampen for hele tiden af blive bedre, at præstere mere. Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe er med andre ord det perfekte miks.

Bogen er en filosofisk manual i disciplinerne at løbe (utallige maratonløb) og skrive (lige så utallige) bøger. Den er inspirerende og underholdende, spækket med anekdoter og tips fra alle de mange lande Murakami har været i, og da jeg lå der, den sommer jeg slugte den, på et tæppe på mit yndlingssted i hele verden, Assistens Kirkegård, føltes det som om at det der med at kombinere forfatterlivet med et liv som maratonløber, ja, det var peace of cake.

Nu ved jeg godt, jeg ikke er en benet og senet japansk mand på 63 år og sådan cirka 50 kilo der løber mindst to maraton om året og indimellem lige skriver en bestseller eller to – men de sidste to år har jeg løbet tre gange om ugen. To korte ture i hverdagen og en længere tur i weekenden. I går løb jeg 9,5 kilometer. Det skulle jeg åbenbart ikke have gjort.
Dagen før havde jeg godt nok mærket en (lillebitte) ømhed i anklen (ikke noget at regne, jeg kunne ikke engang huske jeg havde slået foden, og) jeg kunne altså sagtens løbe. Til gengæld kunne jeg ikke gå da jeg fik løbeskoene af, og sad således det meste af eftermiddagen med is på foden og lod mig opvarte af mand og børn. Og længtes efter den der sommer på Assistens …

Godt jeg havde flere bøger af Murakami i reolen.

(Billedet er lånt fra Klims hjemmeside – og der er meget mere Murakami).

drømmen om et ISBN-nummer

Dengang jeg besluttede mig for at prøve forfatterdrømmen af, havde jeg allerede skrevet takketalen til BogForums Debutantpris i hovedet. Jeg så mit Oscar-moment for mig da jeg sad og skrev på mit første ungdomsbogsmanuskript her på tegnestuen, og da jeg finpudsede det på Hald Hovedgård for præcis et år siden.
Jeg ved jo godt at vejen til en karriere som forfatter er lang og snoet, at den kræver utallige omskrivninger, gennemlæsninger og nye skud på plotstammen – men indimellem er det bare så rart at tage vinger på og let og elegant svæve hen over alle svingene og bumpene og lande der hvor vejene ender. Der hvor alle ens ord er pakket fint ind i omslag med bagsidetekst, ISBN-nummer og hele molevitten, og der allerede er nogen som har læst dem. Og som synes om dem.

Dengang jeg besluttede mig for at nu skulle der ikke files mere på det manus før en kyndig redaktør havde kigget på det, nu skulle det af sted (goddammit!), og jeg med frygt og bæven sendte det ud i forlagsverdenen, og jeg skrev igennem, flere gange, og jeg ventede – ja, der arbejdede jeg videre på takketalen, drømte om alle de søde teenagepiger som ville være venner med mig på Facebook, om alle de kys jeg ville få af min mand (der – selvfølgelig – var ved at revne af stolthed) og om alle de likes jeg ville få her …

Alle drømmene fik det til at suge i maven, gav mig gåsehud – men ingen af dem, ingen, slog det fede og lykkelige smil der bredte sig over mit ansigt da en mail fra min redaktør i går (bare lyden af det: min redaktør) indledtes sådan her:

Yiiihaaa, vi har besluttet at antage dit manus, så tillykke med det 🙂
Jeg synes det er underholdende og velskrevet og helstøbt, så jeg tror, det bliver en nem redigering med kun småting at komme efter …

glad kat, jpg

(Den lallegladt lykkelig kat = mig er lånt her).

om at sluge et næsehorn

N_sehorn_i_Zoologis_620689a

I virkeligheden burde jeg sidde med en rød sodavand og yoghurt med pinocchiokugler som drys. Jeg burde sidde tilbagelænet med fødderne oppe på bordet og tyggegummi i kæften og fregner i hele ansigtet.

I stedet sidder jeg ret op og ned med ærefrygt i fingrene og taster replikker som:
Næsehorn? Du fredsens, hvor børn dog lyver nu om stunder og
Brug nu ikke pengene på unoder og usunde ting (det gad jeg ellers godt, hårh!) og
Så, nu går vi ud i køkkenet og drikker en fire-fem sodavand, så skal du bare se lægsovs, Viggo.

Jeg skriver om Sille, Topper, Viggo og en vis barnevogn ved navn Skæve. Og findes der en himmel til alle de forfattere som er krøbet ind under huden på os da vi som børn bladrede gennem den ene magiske fortælling efter den anden, håber jeg inderligt Ole kigger ned på mig og kan se at det er med en vis frygt og bæven jeg nu prøver at få en billedbog anno 2013 ud af hele hans finurlige univers.

(Har lånt billedet her).

når børn i pyjamas slår ihjel

Når en bog begynder sådan her:

Det er ikke ofte, man kan fastslå, præcis hvornår et udbrud af massehysteri
begyndte. Men den dato, jeg husker tydeligst, er søndag den
16. september, da et barn i en pyjamas med sommerfugle på myrdede
sin bedstemor ved at skyde hende i halsen med en sømpistol. Angrebet
fandt sted i familiens dagligstue i Harrogate på en skyggefuld, grøn
blind vej af den slags, hvor ingen smider affald, og man stadig kan høre
fuglesang.

– ja, så ved man ligesom godt at man har seriøst uhygge i vente, ikke?

Jeg blev færdig med korrekturen af Liz Jensen i går. Og de sidste 50-60 sider læste jeg med fornemmelsen af at en eller anden havde tyret en fodbold i maven på mig.

Hvis du kan lide A.J. Kazinski og Jean-Christophe Grangé, tror jeg også den her er noget. Og så minder den også en smule om en af mine yndlingsbøger En fortælling af blindhed …

Glæd jer, den udkommer 4. marts.

bænkebidere knaser og smager surt

bænkebider

Pyha.

Læser korrektur på den næste bog af Liz Jensen, De ubudne hedder den, og selv med helt ro på kontoret og al den søvn i kroppen den kan kapere, er det noget af en opgave. Der er næsten ingen fejl, det er slet ikke det, men noget af det der interesserer den autistiske hovedperson er blandt andet Venn-diagrammer, origami, dissociativ fugue og navne på farver som Okker Bisquit, Blød Karamel og Mombasarød.

Altså, ikke just mine spidskompetencer. Heldigvis er der også indimellem afsnit der ikke kræver at jeg tjekker stavemåder og den slags i Den Store Danske Encyklopædi, for eksemel det her som indtil videre er min yndlingspassage:

“Hvor er din mor henne?”
“Ude i haven. Vi var ved at hive mælkebøtter op, men hun blev rigtigt arrig, fordi jeg spiste en bænkebider, og hun sagde, jeg skulle børste tænder, og at det var klamt, og det er derfor, jeg er herinde, for at vaske det af, for jeg har stadigvæk mudder og alting i munden, bænkebiderblod.”
“Spiste du en bænkebider?”
“Jeg spiste faktisk en masse bænkebider. Måske over hundrede. Når man rører ved dem, ruller de sig sammen til en kugle. Og så spiser man dem ligesom peanuts. Jeg fandt dem nede i jorden, der var en hel rede under en pind. Nogle af dem var mindre end et … end et peberkorn eller en myrenumse.”
“Freddy K. Det er flertal. Så det hedder bænkebidere. Smagte de godt?”
“Njet. De knasede. Lidt sure. Og de lugter underligt.”

Men I skal endelig ikke lade jer narre af bænkebiderblod og myrenumser. Bogen er grum og  mystisk og sindssygt uhyggelig.

(Jeg har for øvrigt lånt billedet her).

det der med sex, ik’?

som min skrivegruppe sagde forleden
Det går ikke særligt godt.

Jeg har i hvert fald brugt brugt hele weekenden på at tænke over hvordan jeg kan komme om ved at min hovedperson er femten (næsten seksten), at hun er en helt almindelig teenager, at hun ikke fejler noget, hverken fysisk eller psykisk – og at hun derfor sikkert, højst sandsynligt tænker på sex/dyrker sex/snakker om sex. Med en eller anden. Eller flere.

Men jeg tænker: Man kan vel godt være netop det – og leve et helt almindeligt teenageliv med cafébesøg, tøsefnidder og intriger, med idiotiske forældre og fascination af de ældre drenge – uden at tænke på sex. Overhovedet. Måske er hun bare så optaget af at læse bøger, af at være en god veninde og lægge øre til alle venindernes problemer. Måske vil hun bare gerne have en god uddannelse, så hun bruger al sin fritid på at lave lektier, på at læse forud, på at terpe. Ja, måske synes hun bare det er federe at skrive dagbog og sludre med sin far i køkkenet over en caffe latte, med jazz på dab’en og byens puls på den anden side af vinduerne.

Nå, det mener I ikke?

Jeg er bange for at de har ret, min skrivegruppe – jeg er en snerpe. Shit, altså.

(Psst. Jeg er kommet på Facebook. Du kan synes godt om siden her. Hvis du synes).