det der med sex, ik’?

som min skrivegruppe sagde forleden
Det går ikke særligt godt.

Jeg har i hvert fald brugt brugt hele weekenden på at tænke over hvordan jeg kan komme om ved at min hovedperson er femten (næsten seksten), at hun er en helt almindelig teenager, at hun ikke fejler noget, hverken fysisk eller psykisk – og at hun derfor sikkert, højst sandsynligt tænker på sex/dyrker sex/snakker om sex. Med en eller anden. Eller flere.

Men jeg tænker: Man kan vel godt være netop det – og leve et helt almindeligt teenageliv med cafébesøg, tøsefnidder og intriger, med idiotiske forældre og fascination af de ældre drenge – uden at tænke på sex. Overhovedet. Måske er hun bare så optaget af at læse bøger, af at være en god veninde og lægge øre til alle venindernes problemer. Måske vil hun bare gerne have en god uddannelse, så hun bruger al sin fritid på at lave lektier, på at læse forud, på at terpe. Ja, måske synes hun bare det er federe at skrive dagbog og sludre med sin far i køkkenet over en caffe latte, med jazz på dab’en og byens puls på den anden side af vinduerne.

Nå, det mener I ikke?

Jeg er bange for at de har ret, min skrivegruppe – jeg er en snerpe. Shit, altså.

(Psst. Jeg er kommet på Facebook. Du kan synes godt om siden her. Hvis du synes).

bruger De mord i kaffen?

skrivegruppe

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro vi bare er fire veninder eller kolleger der er ude for at drikke en kop kaffe sammen. Vi sidder der med mælkeskum på læberne og snakker og snakker – om lækre mænd, umulige unger, overvægt og den nyeste pung fra Marc Jacobs …

Ha! Hvis man ikke vidste bedre, sagde jeg jo.

For så kommer manuskripterne på bordet, og er man så (u)heldig at man har sat sig ved nabobordet, er det man hører sætninger som:
Jeg synes det ville passe rigtigt godt med en voldtægt på side 71 og
Åh, jeg elsker simpelthen når du bliver ond – men ville det ikke være federe hvis han pakkede den ind i toiletpapir og bare satte ild til?
og Hvad med moren, skal hun ikke bedrage faren big time – igen? Det ville fungere vildt godt, synes jeg
eller Hvad med sex? Jeg mener, de knalder vel hele tiden, gør de ikke?

Jeg var i skrivegruppe i går – og hvis det der forfatterskab engang kommer til at stå og prange i min stue, så skyldes det ikke mindst de tre damer der uden sammenligning udgør verdens sejeste skrivegruppe.

Vi består af lige dele plotdrevne krimiforfatterinder og ja … nogen der er knap så plotdrevne – og det er rigtigt godt for sådan en som mig der let forelsker sig i sproget og glemmer at der (jo, for filan) også er nødt til at være en historie som sproget kan sætte ord på. Min standardbemærkning er således: Jamen jeg ved sgu da ikke hvad der skal ske herefter – men lyder det ikke godt?
Jo, jo – men der er jo nødt til at være noget plot, noget drama. Ja, hvad er hendes drama egentlig? siger de så, og jeg tager lige en ekstra slurk kaffe og prøver at finde noget drama i et 15-årigt pigeliv på Frederiksberg.

I går blev jeg (for femtende gang) bedt om at få noget sex på banen, noget onani, synes de for eksempel ville være en rigtigt god idé (og for en snerpe som mig (ja, tænk, det kalder de mig …), ville det klart være nemmere hvis de bad mig strø et par mord ud over handlingen, gerne nogen med toiletpapir og en tændstik, eller et lille terrorangreb eller noget helt tredje …

medicinske betegnelser & monstrøs slang

Noget af det fedeste ved det her freelanceliv jeg lever, er afvekslingen. Selvom jeg primært arbejder med ungdomsbøger, laver jeg også andet – og når man skifter mellem at oversætte bøger om engle og monstre og tøseintriger og læse korrektur på biografier af erhvervslivets spidser, voksenkrimier og museumskataloger, så skærpes ens sproglige sans. Virkelig.

Det danske sprog er jo herligt inkonsekvent hvad angår stavemåder og den slags, og der er så utroligt mange dobbeltformer (#”!?”!) at det er umuligt at holde styr på dem alle (men dét ændrer mine nytårsforsætter jo på) – så for sådan en som mig der gerne vil have styr på det meste, er det rigtigt godt at jeg hele tiden møder forskellige former for tekst – fordi det er derigennem jeg præsenteres for sprogets mangfoldighed. Det holder mig med andre ord skarp at jeg den ene dag er bedste venner med Urban Dictionary og Google, og den næste stærkt forlovet med Medicinsk Ordbog og Den Store Danske Encyklopædi.

I går baksede jeg således med ord som podrom, makroglossi og mikrogeni,og jeg havde lang mailkorrespondance med forfatteren til den her som lige fik afklaret for mig at tubes er slanger og ikke rør, og at sønnen mener vanvittig når han siger at hans mors er mad – og ikke sindssyg. Og i dag er det første jeg har googlet, derimod peasant skirt, burble – meaning? og unlocke karakter på Nintendo …

okay så,

jeg tager det i mig igen.
Hvis det er en god bog, så gør den lige så ondt/er lige så fin/lige så rørende/lige så smerteligt godt skrevet når man redigerer den for allersidste gang.
Og så er det lidt ligesom at stikke hånden ned i en gammel vens varme vante.

vi er alle tyve

Tyv        Tyv        Tyv        Tyv

Da Thomas Vinterberg brød gennem lydmuren med Festen, gik der ikke længe før rygtet om at han vist nok havde lånt historien til sin film fra virkeligheden, begyndte at svirre. En ung mand havde fået en bunke P1-lyttere til at synke en klump i halsen på den anden side af radioen da han i Koplevs Krydsfelt fortalte om sin stedfars årelange misbrug, søsterens selvmord og den sandhedstale han havde holdt til stedfarens 70-års fødselsdag. Senere kom det frem at Allan, som den unge mand hed, vist nok havde lånt temmelig meget af sin historie fra fiktionen – men det vidste Vinterberg ikke da han lod sig inspirere til sin film.

Det er sådan det er. Indimellem er det som om alt er fortalt en eller flere gange før. Og det vi der gerne vil lave nye historier – i form af film, teater, bøger, kunst – skaber, er allerede skabt i en anden form. Vi filer blot, føjer nye detaljer til, nuancerer – vi står på skuldrene af skaberne til allerede eksisterende værker, og selvom vi ikke vil, stjæler vi med arme og ben fra den historie der ligger bag os. Ofte uden at vide det.

Som da jeg for to år siden begyndte på min ungdomsbog om teenagepigen Astrid fra Frederiksberg og forærede hende en morfar på Fyn der elsker at gå i sin have og nusse om sine pæoner og blandt andet fortælle sit nysgerrige barnebarn at man i gamle dage begravede moderkagen efter en fødsel i sin have og plantede et magnolietræ oven på – og nu så mange måneder efter oversætter en bog om en ung fyr i England der er forsynet med en morfar der elsker at nusse i sin kolonihave og løfte sten sammen med sit barnebarn og kigge på bænkebiderne der myldrer rundt i panik over at deres hjem er blevet invaderet at sollys.

Eller som da jeg for så mange år siden at jeg ikke længere kan huske det, begyndte på min voksenbog om en mand der langsomt går i opløsning i sit liv – og en begavet konkollega der lige har læst manuskriptet, i fredags til cafémøde om netop det, spørger om jeg har læst Sten, saks, papir af Naja Marie Aidt – for min historie minder utroligt meget om den …

Ingen ønsker vel at stjæle, tænker jeg, alle drømmer vel om at lave originale værker – men hvordan skal man kunne det, når historier, både virkelige og fiktive, som man ikke engang har hørt før, som man intet kender til, bliver ved med at snige sig ind i ens egne historier – som en tyv om natten?

Jeg har for øvrigt tyvet lånt billedet her.

Gennemskrivning er en bitch

Det værste ved at oversætte er ens egen redigering, den allersidste gennemskrivning.

Jeg læser aldrig en bog inden jeg går i gang med at oversætte den. Nogle gange læser jeg de første tyve-tredive sider for at få en fornemmelse af tonen, af sproget, af stemningen – men ellers oversætter jeg bare. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at historien er lige så ny for mig som for den læser der engang skal slå op på allerførste side når bogen er blevet til en dansk udgivelse. Det holder mig skarp, synes jeg, at jeg ikke ved hvad der skal ske, at jeg ikke ved hvad den der replik på side 37 får af betydning for det der sker på side 113. Jeg kan godt lide at historien folder sig ud og får liv parallelt med at jeg transformerer den til en dansk version.

Til gengæld bliver jeg jo også klogere undervejs, så i den sidste gennemskrivning er det at jeg opdager at netop den der replik på side 37 skal omformuleres, ellers giver det der sker på side 113, ingen mening. Det er i den sidste gennemskrivning at jeg pudser sproget af, løsriver mig (endnu mere) fra originalen og får det til at lyde dansk (forhåbentlig) – det er der jeg fanger alle smutterne (forhåbentlig), får bundet alle de løse ender der jo ikke kan undgå at være når jeg netop ikke ved hvilke spor historien følger undervejs, hvad alle begyndelserne anslår, munder ud i, når jeg ikke aner hvad det alt sammen ender med.

Jeg kender flere oversættere der elsker den sidste gennemskrivning – det er der de får helt fat om historien, giver den den sidste finish. De elsker at nørkle med de små sproglige detaljer. Det gør jeg ikke. Det svarer jo til at læse allersidste side i en bog, lægge den fra sig to sekunder, lave en ny kop kaffe, sætte et nyt stearinlys i stagen på sengebordet – og starte på side 1 igen.

Og hvem gider egentlig det?