De sidste fire uger har jeg som nogen af jer ved, været alenemor. Det har, kan man godt sige, været en udfordring indimellem – især de dage hvor Ulven var på ski fra morgen til aften, sov ude i ingemandsland hvor dækning er lige så langt væk som Telemarken, og så den uge hvor ungerne på skift var syge.
Heldigvis havde jeg fået planlagt mit arbejdsliv sådan at dagene på kontoret var stille og rolige, ingen presserede deadlines, ingen hast – jeg hyggede mig bare med oversættelse af den fine, fine ungdomsbog Mit hjerte og andre sorte huller (ja, er det ikke en fed titel?) som forlaget og jeg er ved at lægge sidste hånd på så den kan udkomme først på sommeren.
Den kan jeres teenagebørn (og I) godt glæde jer til.
Temaerne er ensomhed, angsten for at have arvet et mordergen, depression – og selvmord. Det er tunge sager, men virkelig nænsomt og fint beskrevet. Og det er nok ikke sidste gang jeg har blogget om den bog.
Nå, men herinde sad jeg så og tastede om dagen, og derhjemme lå ungerne og jeg tætte i sofaen når vi kunne, læste og passede på hinanden og klippede af målebåndet på køleskabet så vi hele tiden vidste at nu var der kun otte dage, syv, seks, fem til Ulven ville være her igen.
Og så ringede han et nat og sagde at han kom hjem nogle dage før beregnet. Der havde været en brand, og hele natten lå jeg og læste nyheder på Verdens Gang og Tv2.no og Aftonposten mens jeg rykkede ungerne helt ind under min dyne, og da det allerførste morgenlys krøb ind over os, stod det fast at lejrskolen hvor de alle 100 have boet, var brændt ned til grunden, og de havde kun det med sig de stod og gik i.
Det var voldsomt, men alle var sluppet ud. Enkelte havde inhaleret røg, men ingen forgiftninger, og halvandet døgn senere hentede jeg ham ved bussen. I høj sol og med en jakke over armen – det var den nemmeste udpakning ever – og siden har vi begge været rockertrætte og er dumpet i seng klokken syv om aftenen.
Og så har vi talt. Indimellem dukker der brudstykker op fra de fire uger han var væk. Noget ungerne har sagt, noget han har oplevet – for uden brand er fire uger i Telemarken magiske, forstår jeg, fulde af sol og kulde og naturoplevelser. De er – heldigvis – sådan her:
– selvom de ender sådan her:
Og det skal man huske.
Billederne er lånt ovre hos Ulven.
