I onsdags var jeg til sådan et fint lille arrangement i Dansk Forfatterforening.
Jeg har taget tilløb til det længe, men Ulvens jeg-snupper-lige-en-nat-eller-ti-under-åben-himmel-studie er indimellem kommet i vejen – og så var der også lige den detalje at jeg skulle meldes ind i Forfatterforeningen først.
Det er jeg så blevet, og i onsdags deltog jeg endelig i Kom og skriv. (Jeg var lige ved at skrive skriv og skrid, a la konceptet spis & skrid som vi især da ungerne var små, var store tilhængere af, og det minder på en måde også om det. Man kommer, man skriver, og så skrider man igen).
Konceptet er at en af de to forfattere der styrer det hele, holder et lille oplæg – i onsdags var det om effekten af brugen af nutid og datid – der varer en halv time, sharp, og så skal der skrives, i to timer, inden man sludrer af og drikker en sidste kop kaffe, med kage til. Og så er det hjem, med hovedet fuld af tekst.
Jeg er et sted i den her kortprosaroman jeg er ved at skrive, hvor det er op ad bakke. Jeg har aldrig, hverken når jeg skriver eller oversætter, været specielt begejstret for gennemskrivninger. Jeg kender historien, ved hvor den skal hen, og jeg kan snildt få overbevist mig selv om at det der ikke fungerer i første hug, jo aldrig kommer til det. For det der pillearbejde der altid er i slutfasen, er simpelthen så kedeligt. Synes jeg. Derfor skal jeg tvinges til at åbne det s… dokument. Eller også skal jeg bestikkes med rå mængder lakrids og chokolade, og det er jo ikke særligt holdbart i længden. Så to timer i Forfatterforeningens smukke lokaler, offline og i stilhed, se, det virker. Jeg er fan.
Måske kommer der virkelig en bog ud af de 90 små sceniske tekster jeg har nu, en dag, måske finder jeg den rigtige rækkefølge, måske får jeg en dag pillet det hele færdig, hvem ved.
