Tilbage i marts skrev jeg det her indlæg om min tidligere sprogunderviser på universitetet, Jens Normann Jørgensen.
For et par dage siden erfarede jeg så at han nu er død af kræft, selvfølgelig, alt, alt for tidligt – og midt i en ellers meget arbejdsom dag var jeg lige nødt til at tage to minutter i stilhed.
Jens var, som man tydeligt kan læse af mit indlæg den dag i marts, en stor inspirator. Og ikke mindst den dag vi, hans tidligere studerende, fandt ud af at han er død, gik det op for mig at han har gjort et stort indtryk på ikke kun mig – og at mange af os, der i dag arbejder med sproget, ikke ville gøre netop det, på den måde vi nu har valgt at gøre det, hvis det ikke var fordi vi havde været så priviligerede at møde Jens på universitetet.
Tænk engang. Jeg håber han var klar over det. Håber at han vidste at han i rigtigt mange af sine studerende plantede et lillebitte sprogkrigerfrø. Og at mange af os, her ti-femten år efter at han gjorde det, nu har en sprogkrigerblomst med os hver gang diskussionen handler om det danske sprog.
Jens insisterede på at sproget er til for at blive brugt – også med alle de fejl og mangler (som han udelukkende betragtede som en berigelse) og nye ord og ord fra andre sprog man kan proppe ind i det.
Han ville mangfoldigheden, han stavede som han ville, for eksempel når han sendte mails (det vigtigste er jo forståelsen, kommunikationen, ikke?), han afskyede alle sure gamle mænd (altså, de sprogkonservative – og de findes i alle aldre), han afsluttede alle timer på universitet med at stille spørgsmålet: “Spørgsmål, indvendinger, brok? En lille sjofel vits måske?”, og udgangsreplikken i mange af hans mails var “Ugh!”
For et par år siden var han i Lounge og fortælle om blandt andet hvor dygtigt især de unge sprogbrugere (som han var stor fan af) er til at bruge sproget, og jeg har netop set det på nettet. Med en klump i halsen. Ikke mindst på sproget og sprogpolitikkens vegne.
Hvis I har tretten minutter og femogtyve sekunder, synes jeg I skulle gøre det samme.
Ugh!
Hvor er det et fint indlæg. Som Jens kollega er det dejligt at læse så noget, der i den grad bekræfter indtrykket af at Jens har sat sig spor i de studerende (og kolleger) han havde omkring sig.
Alt godt og ugh til dig også
Især nu hvor han ikke er her mere, er det gået op for mig hvor mange spor Jens har sat ikke mindst i sine studerende. Tak for din kommentar, der må være blevet stille blandt jer, Jens’ kolleger.