adieu
Man vedbliver at tage afsked, og nu sad vi der under himlen der var begsort med stjerner spredt som huller i et dørslag. Det var sommernatskøligt, men i læ i in...
Forfatter: Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT
Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …
med krop på
Jeg kan se hende i spejlet. De smalle ankler, læggene, lårene der buer mod kjolestoffet, den genstridige hårde hud på hælene. Kan se hende i det askeblonde hår,...
angst æder sjæle op
Leukæmi løber i mødrenes blod i min familie. Jeg kan huske min mormor, tynd som en kvist, og hendes stemme, spinkel og sprukken. Man kunne se gennem huden, og d...
savn
Det er mørk vintermorgen, jeg ammer mindstebarnet, kan se sneen hvirvle uden for vinduet på femte, og månen er så bleg bag skyerne. Størstebarnet sidder med omv...
gemmeleg
Jeg blev 30 og 34 og 37. Og 40 og … Hun fik børnebørn. I de små bøger jeg lavede til dem, var hun nu et fotografi. Med rødmalede læber og oxideret sølv i ørerne...
julesorg
Det var anden eller tredje jul, tror jeg, og jeg kunne mærke blikkene bide i nakken som jeg sad der på kirkebænken. Juletræet stod på den samme plet i koret, bå...
tilvalg, fravalg #2
Jeg har truffet et valg, sagde jeg. Stemmen sprød og luftig som nybagt marengs, blikket flakkende, ved siden af ham, bag ham, væk fra ham. Min kæreste. Vi sad i...